Våbenhus og kirkerum

Våbenhus og kirkerum

I våbenhuset er der en af de gamle stenbænke - nu med et brædt over. På væggen overfor hænger en tavle, der er et smukt minde for fire soldater fra Nr. Vilstrup, som faldt i krigene 1848-50 og 1864.

Idet vi er kommet gennem døren og ind i kirken, ser vi, at kvindeindgangen er præcis lige overfor. Anbringer vi os nu midt mellem de to indgange med ansigtet vendt mod øst, mod koret, har vi den oprindelige vestgavl nogle få skridt bag os. Det vil sige, at vi fra dette sted kan fornemme os frem til rummets forhold i den oprindelige kirke. Det er om denne, der skrives: "Frådstenskirken i Skibet mellem Vejle og Jelling er et hovedmonument i vor romanske kunst i kraft af sine skønne vægmalerier og en granittympanon, der er blevet flyttet fra sydportalen.

Til selve rumfornemmelsen mangler vi flere ting: at komme ned på det oprindelige gulv 50-60 cm under det nuværende. Det vil give en mærkbar virkning, et hus med større rejsning og samtidig mindre lys. Det var meget svagere end i dag, også fordi vinduerne i sydsiden var de små romanske.

Koret, som nok efter vægmalerierne over alteret at dømme har haft gulv i samme højde som nu, lå altså dengang 3-4 trin over det, som var i skibet. Men endnu mere: Vi må tænke os alt det inventar, vi ser nu, er borte: stolestaderne, prædikestolen, lysekronerne, skibet samt knæfaldet. Man vil straks udbryde: "Hvad var der så tilbage?". Et frit og stort rum med kun nogle stenbænke langs væggene og så to ting, der dannede et centrum i hver sin ende af kirken: alteret i koret og døbefonten lige præcis, hvor vi har stillet os, begge hævet et trin eller to over gulvet. Og så ikke disse hvide vægge, men varme, glødende farver over dem alle, tilmed livet op af tændte kærter, hvis flakkende skær næsten satte de malede figurer i bevægelse.

Især billederne på korets østvæg er i stand til at lade os fornemme kirkens oprindelige pragt. Dog, man malede ikke for pyntens skyld, men for gennem billederne at sige noget, fortælle og forkynde. Man havde den opfattelse, at det guddommelige lys ville gennemtrænge og virke og tilmed gøre det malede smukt - og indrømmes må det, at smukt blev det. Under gudstjenesten har nogen nok måttet stå op, i hvert fald har alle, når det var påkrævet, måttet knæle på gulvets ler og sten. I koret kom menigmand ikke, men let har det været overalt at kunne følge med i, hvad der foregik ved døbefont og alter.

Bjælkeloftet hører romansk stil til. Det loft, der nu ligger, er fra 1952 og af egetræ. Ved en istandsættelse i 1873 lagde man et gipsloft under et af fyrretræ. Der var ingen dekorationer på fyrretræsloftet. Hvor længe det havde tjent som loft vides ikke; fra 1755 eller fra den store forandring i Friisernes dage 15-1600?