Skibet Kirke
Her kan du løbende læse indlæg fra vores sognepræst, Ulrik Overgaard
Du kan også vælge at se nogle udvalgte TV udsendelser om tro og eksistens ved at klikke her.
4. marts 2017
Præsentation af
SKIBET KIRKES NYE MESSEHAGELER
- tale ved Ulrik Overgaard
Jeg vil indlede med at fortælle en lille historie. Den
handler om en ung præst, som efter sine studier blev
sendt fra den store by og ud i landet. På akademiet
havde den lærde professor sagt: Gå ud og forkynd
evangeliet. Lad menneskene kende Guds kærlighed,
som stråler så smukt - ej blot i himlen, men også her
på jorden: I mennesker. Mellem mennesker og på
mennesker, når Gud det vil. Ja, gå ud og vis dem,
hvor Guds underfulde skaberværk.
Således opløftet og glad – Ja, fyldt af glæde over
selve livets under - drog han ud i verden. og ad
velsignede veje, som han ikke rigtigt selv forstod,
endte den unge præst på et af landets smukkeste
egne. Det var i den søndre del af landet og endda
tættere på det barndomshjem, som præsten i sin
tidligste ungdom havde måttet forlade for at hellige
sig studierne.
Der var smukke skove på denne egn, knejsende
bakker og et folkefærd, som kendte Gud, og som
både ydmygt og stolt takkede Ham for alle de gaver,
som den frodige jord på egnen havde bragt dem.
Her, tænkte den unge præst, her stråler solen i al sin
glans, som et livslys over nåde-stolen, tænke
præsten, da han gik gik ind og så prædikestolen i
landsbyens smukke kirke. Den gamle kirkes indre
lyste så smukt, på trods af at han vidste, at den var
fra ganske gamle dage. Den lyste i smukke farver, ja
den føltes næsten som ny!
Her, tænkte præsten, her kan jeg svare mit kald. Her
vil jeg forkynde Guds hellige evangelium, så rent og
purt, som mine evner rækker… og om Gud det vil,
så skal det endda lykkes!
Og præsten aflagde da sit løfte og tog kirkens arv på
sig. Ja, han lod sig så ganske fyldes af arbejdet i det
lille sogn - Han løftede sit løfte. Han talte med ung
og med gammel, med høj og med lav, og alle vegne
blev han taget vel imod. Han fortalte om Jesus, som
viste vejen for alle mennesker, om troen, håbet og og
kærligheden, som de veje børnene måtte betræde,
hvis de ville være Guds sande børn, men som også
ville give dem en fælles styrke, aldrig set magen – Ja
større end selve Samsons. Og bibelens fortællinger
til han i munden, og de åbnede sig og bragte glæde
og kærlighed til hele sognet.
Den unge præst var glad. Mest af alt glæde han sig
til søndagene i den smukke kirke. For sognet kom
trofast og hørte præstens ord, og han beflittede sig
på at Guds ord skulle fylde hvert menneskehjerte.
Men noget var alligevel ikke, som det skulle være.
For trods sine anstrengelser gik den unge hver
søndag i sort. På prædikestolen gik han så ganske i
sort. Ja, aldrig var han så meget som blot kommet
ind i den smukke kirke, før han gik helt i sort. Altid
gik han i sort. Ved gravene på den gamle kirkegård,
når han skulle stede de gamle til hvile, ja selv når de
unge forlovede kom og kåde bad om Guds
velsignelse over deres kærlighed, gik han så ganske
i sort. Og han vidste ikke, hvad han skulle gøre.
Hver gang følte han sig sort fra top til tå, fra
sokkeholderne og helt til kraven følte han sig sort.
Menigheden så nok ikke den unge præsts
frustrationer, men en dag, hvor han var på et besøg
under den store kastanje, blev det ham for meget, og
han klagede sin nød, til den gruppe damer, der den
dag sad under kastanjen. ”Jeg går i sort!”, næsten
råbte han af nød. ”Jeg går i sort, og jeg kan ikke gøre
andet!”
Men de ni damer, som i virkeligheden var Guds
sande engle sendt til den unge præst i hans nød, de
lystes op af et særligt lys og sang for præsten:
”Fortvivl ikke unge ven. Du mangler jo dit
klædebon! Præster skal ikke gå i sort. Nej fra
apostlenes tid,” sang de, ”har kulørte messeklæder
været præsternes dragt i tjeneste, og det er dog
stadig sådan, at skal bære kirkens farver i deres kald:
Ifør dig da, som Guds udvalgte, hellige og elskede
disse farver:
Håbets spirende grønne farve,” sang de, ”vækstens
farve, må du bære til de hellige tre kongers hyldest
og til trinitatistidens tale om Jesu liv som barn, så
også I kan vokse i troen, sådan som det udtrykkes i
salmelinierne: »Lad Jesu ager grønnes smukt, lad
ordet bringe troens frugt« (DS 391 v.1)
Og når I forbereder jer på højtid, må du vise bod og
anger med den pure purpur violette – og det både i
advent og faste!
Men når festen ved juledag, torsdag skær og
påskedag kommer… og når vi hører Mariæ blive
bebudet og ser Kristus fare til himmels, fortsatte de,
så må du i glæde tage den hvide farve - den rene
uskylds, lysets og glædens farve på dig, festens
farve, og lade dem vide, at vi fejrer Herrens komme.
Men også åndens, ildens og blodets røde dråbe må
du bære til ære for vore martyrer – på Sankt Stefans
dag, og når pinsens luer lyser. Ja, selv den sorte
farve, som du tynges ved, må du bære. For med den
at mærke Herrens fornedrelse på den fredag så
grufuld lang.
Og afklædt sort må du også stå på prædikestolens
tinde, sådan som Morten Luther lærte os. For Gud
viste den gode reformator, at præsterne må prædike
i Guds navn, men fuldgyldigt som sig selv. For mens
du som præst ved bøn, i bad og ved Herrens bord er
Guds eget sendebud, så er du på prædikestolen så
ganske alene, på Herrens mark!, og lige med dem på
kirkens bænke. Da må du håbe på, at ånden giver
dine ord kulør, og ikke pynte dig med klæder. Som
Morten Luther måtte prædike i sit borgerlige tøj, og
på egen risiko – ligeså må derfor også du.
Og Luther valgte – pyntesyg som mangen præst –
den sorte kjole og kravens hvide piber til sin
prædiken, for den var moderne på hansestædernes
tid, og er derfor også i dag dine prædikeners
klædebon.”
Sådan sluttede de ni engles sang. Og da lyset
fortonede sig, fik damerne deres normale skær
tilbage. Men tilbage stod de med 5 smukke
messehageler lavet med den fineste guldtråd og
silke, og dem rakte de til den unge præst. Og den
unge præst blev glad helt ind i det inderste
hjertekammer. For aldrig havde han set noget så
smukt. Indvævet var akantusgren og tornekrans,
flodens bølger, og åens fisk. Han følte, at Gud havde
set hans nød, og takkede damerne af hjertens grund.
Og rygtet gik i hast om den smukke gave, som Gud
havde sendt til præsten gennem ni smukke engle, og
den følgende søndag var kirken fuld af håbefulde
mennesker. De var kommet for at få et glimt af de
gyldne klæder. Og klæderne strålede om kap med
præstens ansigt. Men da han gik på prædikestolen,
gik han atter en gang så ganske i sort. Men han
ansigt strålede endnu glad, for nu vidste han, at i
bøn, ved badet og ved bordet var han værdigt klædt
i klæder skænket af Gud selv, og at ånden selv ville
give hans prædikener det lys og den kulør, som
ingen klæder kan udstråle, men som lyser trindt ud
af Herrens eget evangelium.
Så vidt min indledende fortælling. Jeg vil gerne have
lov til at sige jer tak, hver og en. Først helt konkret:
Tak for den smukke, smukke gave, som I har givet
Skibet Kirke og alle sognebørnene her i Skibet. Det
er en stor ære at få lov til at bære jeres messehageler,
og jeg er så stolt af jer. Så stolt og rørt over det I har
udrettet med disse hageler.
Tak for et godt samarbejde:
Jeg har løbende været indblandet, og vi har haft
en tæt kommunikation omkring hele forløbet.
Vi har fra begyndelsen talt meget om de
teologiske sider, mht. valg af symboler,
udfærdigelsen af det gennemgående kors osv.,
og vi tog os da i sandhed god tid til denne
proces. Og heldigvis for det, for jeg er sikker på,
at det er en af grundene til, at resultatet er så
flot i dag. Men på et tidpunkt var vi sikre på,
hvad vi ville, og så kunne I endeligt gå i gang.
Og siden da har jeg glædet mig over, hvordan
I løb afsted med opgaven. I fik meget hurtigt
detailkendskab til særligt de tekniske dele af
arbejdet, og I havde ofte så mange bolde i
luften, at jeg næsten kunne blive helt forpustet.
Ja, jeres engagement med at bygge rammer
sammen med teknisk skole, finde bøjler og
stativer, der var store nok, sytråd i unikke
kvaliteter og sting, der passede perfekt til
motiverne og stoffet, det førte hurtigt til, at
jeres bidrag på de tekniske områder af projektet
hurtigt overskred mine. Og det har bare været
helt fint! For I har lært mig så meget om det at
sy.
Tak for jeres helt fantastiske tilgang til arbejdet med
at udarbejde messehagelerne. I har – som det er helt
nødvendig været:
ydmyge overfor traditionen med messeklæder
og sat jer grundigt ind i den viden, der er på
området. Det gælder både den tekniske
udfærdigelse og den tradition, der ligger
indenfor formgivning og symbolernes
betydning.
I har forstået at være på den ene side meget
beskedne med brug af kirkens midler, men på
den anden side kompromisløse med kvaliteten.
I har haft mod til at fortolke opgaven, så det er
tydeligt, at vores nye messehageler er lavet til
Skibet Kirke og af en bestemt gruppe kvinder,
men I har samtidigt været bevidste om, at disse
messeklæder normalvis skal kunne stå i
mellem 50 og 100 år, og de derfor ikke må være
for modeprægede.
I har kort sagt fokuseret på det fælles resultat,
fremfor jeres egne præferencer. Tak for det.
Sidst men ikke mindst: Tak for fællesskabet, som
projektet har bragt med sig. For nok har I været
samlede om at sy hver mandag, men der er sket så
meget mere end det. I har lært hinanden at kende. I
har haft hinanden at snakke med, og I har båret
hinanden, når I hver især har haft jeres udfordringer
– ikke blot med korsstingene, men også på det mere
personlige plan. Med den omsorg, som I udviser for
hinanden, lever i det kirkesyn ud, som jeg tror
allermest på, nemlig kirken af de levende stene,
næstekærligheden, der ikke vises frem på hvert et
gadehjørne, men i hjertekammeret og overfor det
menneske, der stille trænger.
Derfor: Af hjertet tak – og et stort tillykke til hele
Skibet sogn med de nye messehageler!
Her kåres ingen helgener! (Indlæg i kirkebladet)
Efter sigende var det den 31. oktober 1517, at Martin Luther
slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, hvorved han
skød den reformation i gang, som vi i år fejrer 500 års jubilæum
for i hele den protestantiske verden.
Og det med rette. Luthers tanker har ikke blot været grundstenen
i den evangelisk lutherske tro og kirke; de har præget
samfundsstrukturer og sat politiske dagsordener lige siden – i
en lang række lande og på en lang række områder. Det er derfor
en stor glæde, at vi også her i Skibet Sogn i løbet af 2017 ved
mange lejligheder vil tage del i fejringerne.
Når det er sagt, så kan man midt i al Luther-hysteriet ind
imellem få lyst til at erindre om, at Luther kaldte helgendyrkelse
for et misbrug, og at vi derfor heller ikke behøver at gøre Luther
selv til en helgen.
Han sagde og gjorde utvivlsomt meget, der var vigtigt. Men
han var dog kun et menneske, ligesom alle vi andre, og understregede
selv, at ingen er mere syndige eller mere frelste end
andre. Alle er lige for Gud; alle er vi tilgivne syndere – ”simul
justus et peccator”, som han sagde. At dette, også de facto, gjaldt Luther selv, ser man bl.a. i hans
syn på jøder, på kvinder og på bondeoprøret, som alle kan være
med til at sætte helgendyrkelsen i perspektiv.
1542 udgav han således den lille bog Om jøderne og deres
løgne, hvor han beskrev jøderne som et hadefuldt folkefærd og
opfordrede de kristne til at forbyde rabbinernes undervisning
og ødelægge deres synagoger, skoler og al deres ejendom i en
detaljeret syv-punkts handlingsplan. Luther forsvarede endda
sine ret ukristelige forslag med en dårlig undskyldning om, at
som øvrighedens undersåt kunne man godt udføre ting, som
man ikke kunne som kristen.
Også kvinderne måtte lide under hans kritik. Han havde som
munk på egen krop mærket umuligheden af at udslette det
kønslige begær og mente derfor, at det var bedre at gifte sig end
at brænde af begær. Men ægteskabet var dog stadigt et rent
kødeligt forhold. Ægteskab og horeri var det samme, når man
så på akten, mente den gode Doktor Luther - når han udtalte
sig offentligt. Det ser dog ud til, at forholdet til hans kone, den
tidligere nonne, Katharina von Bora, heldigvis var præget af stor
hengivenhed fra begges side… men det gav ham ikke anledning
til at tilbagekalde sine udtalelser om kvindernes plads.
Værst var det dog med det tyske bondeoprør i 1525. Med
sine teser havde Luther gjort op med den katolske kirkes
pengesyge pragtglæde og pavens og biskoppernes magt over
folket. Bønderne på fyrsternes og kirkens jorder fik derfor en
nærliggende anledning til at drømme om frihed og bedre kår.
Stærkt inspireret af Luthers skrift Et kristenmenneskes frihed
fremlagde de derfor med teologen Tomas Müntzer i spidsen
i 1525 et 12-punkts program, hvor de ønskede at komme
hoveriarbejde, tiende og anden tvang til livs. Luther ønskede imidlertid ikke optøjer og støttede helt overraskende fyrsterne.
Med 1. Kor 13,1-4 som baggrund fastholdt han, at enhver, der
havde myndighed, havde fået den af Gud, og derfor var det
Gud, bønderne satte sig op imod, hvis de gik op imod fyrsterne
eller præsterne. Det var bøndernes fejl ifølge Luther: ”Der er
ingen djævle tilbage i Helvede, for de er alle sammen faret i
bønderne”. Omvendt havde selvsamme magthavere som Guds
tjenere både ret og pligt til at straffe dem, der gjorde oprør.
”Med blodsudgydelse frem for bønner kan fyrsterne tjene
Gud” sagde Luther.
Det hele endte med, at Müntzer blev taget til fange, tortureret
og halshugget, og at 6000 bønder blev slået ihjel på to timer
i Frankenhausen. I alt blev ca. 100 000 bønder og arbejdere
dræbt eller henrettet i bondeoprøret - mere eller mindre på
Luthers opfordring: ”Slå dem ned som gale hunde”.
At blodsudgydelserne blev så voldsomme, kom dog alligevel
bag på Luther, og allerede umiddelbart efter Frankenhausen
udviste han en vis brødebetyngethed. Men han fastholdt sine
synspunkter, og der er ingen tvivl om, at Luthers ensidige
stillingtagen for fyrsterne imod almuen blev enden på den
folkelige begejstring for reformationen. Nu kan denne artikel let misforstås som et opgør med Luther
som sådan. Det er slet ikke meningen. Luther gjorde fantastiske
ting, som vi her i jubilæumsåret med glæde skal dykke ned i og
fejre. Men vi skal gøre det i bevidstheden om, at også han var
fejlbarlig, og vi skal turde forholde os kritisk til hans virke. Vi kan
lære meget af Luthers teologi, men vi skal ikke blindt lade den
erstatte evangeliet om Jesus Kristus. For vi står jo alle overfor
Gud og ser sandheden som gennem tåger, præcis som Moses
gjorde det på Sinaj. Vi skal derfor i ethvert trosspørgsmål –
med Luthers egne ord – holde os for øje, om det, vi beslutter,
”driver på Kristus”. Eller som amerikanerne spørger sig selv i
et populært nutidigt slogan: ”What Would Jesus Do?”. For når
sandheden – og ikke en forud given lære - er vores pejlemærke,
friheden vores udgangspunkt og troen, håbet og kærligheden
vore redskaber, ja, så har vi muligheden for sammen at gå
tilværelsen i møde, sådan som den nu engang er med alt det
gode såvel som det mindre gode, der præger den.
Kirkekontoret:.
Tirsdag og torsdag
9.00-13.00
Tlf: 2182 1509
Copyright © All Rights Reserved