Skibet Kirke

4. marts 2017

Præsentation af

SKIBET KIRKES NYE MESSEHAGELER

- tale ved Ulrik Overgaard

Jeg vil indlede med at fortælle en lille historie. Den

handler om en ung præst, som efter sine studier blev

sendt fra den store by og ud i landet. På akademiet

havde den lærde professor sagt: Gå ud og forkynd

evangeliet. Lad menneskene kende Guds kærlighed,

som stråler så smukt - ej blot i himlen, men også her

på jorden: I mennesker. Mellem mennesker og på

mennesker, når Gud det vil. Ja, gå ud og vis dem,

hvor Guds underfulde skaberværk.

Således opløftet og glad – Ja, fyldt af glæde over

selve livets under - drog han ud i verden. og ad

velsignede veje, som han ikke rigtigt selv forstod,

endte den unge præst på et af landets smukkeste

egne. Det var i den søndre del af landet og endda

tættere på det barndomshjem, som præsten i sin

tidligste ungdom havde måttet forlade for at hellige

sig studierne.

Der var smukke skove på denne egn, knejsende

bakker og et folkefærd, som kendte Gud, og som

både ydmygt og stolt takkede Ham for alle de gaver,

som den frodige jord på egnen havde bragt dem.

Her, tænkte den unge præst, her stråler solen i al sin

glans, som et livslys over nåde-stolen, tænke

præsten, da han gik gik ind og så prædikestolen i

landsbyens smukke kirke. Den gamle kirkes indre

lyste så smukt, på trods af at han vidste, at den var

fra ganske gamle dage. Den lyste i smukke farver, ja

den føltes næsten som ny!

Her, tænkte præsten, her kan jeg svare mit kald. Her

vil jeg forkynde Guds hellige evangelium, så rent og

purt, som mine evner rækker… og om Gud det vil,

så skal det endda lykkes!

Og præsten aflagde da sit løfte og tog kirkens arv på

sig. Ja, han lod sig så ganske fyldes af arbejdet i det

lille sogn - Han løftede sit løfte. Han talte med ung

og med gammel, med høj og med lav, og alle vegne

blev han taget vel imod. Han fortalte om Jesus, som

viste vejen for alle mennesker, om troen, håbet og og

kærligheden, som de veje børnene måtte betræde,

hvis de ville være Guds sande børn, men som også

ville give dem en fælles styrke, aldrig set magen – Ja

større end selve Samsons. Og bibelens fortællinger

til han i munden, og de åbnede sig og bragte glæde

og kærlighed til hele sognet.

Den unge præst var glad. Mest af alt glæde han sig

til søndagene i den smukke kirke. For sognet kom

trofast og hørte præstens ord, og han beflittede sig

på at Guds ord skulle fylde hvert menneskehjerte.

Men noget var alligevel ikke, som det skulle være.

For trods sine anstrengelser gik den unge hver

søndag i sort. På prædikestolen gik han så ganske i

sort. Ja, aldrig var han så meget som blot kommet

ind i den smukke kirke, før han gik helt i sort. Altid

gik han i sort. Ved gravene på den gamle kirkegård,

når han skulle stede de gamle til hvile, ja selv når de

unge forlovede kom og kåde bad om Guds

velsignelse over deres kærlighed, gik han så ganske

i sort. Og han vidste ikke, hvad han skulle gøre.

Hver gang følte han sig sort fra top til tå, fra

sokkeholderne og helt til kraven følte han sig sort.

Menigheden så nok ikke den unge præsts

frustrationer, men en dag, hvor han var på et besøg

under den store kastanje, blev det ham for meget, og

han klagede sin nød, til den gruppe damer, der den

dag sad under kastanjen. ”Jeg går i sort!”, næsten

råbte han af nød. ”Jeg går i sort, og jeg kan ikke gøre

andet!”

Men de ni damer, som i virkeligheden var Guds

sande engle sendt til den unge præst i hans nød, de

lystes op af et særligt lys og sang for præsten:

”Fortvivl ikke unge ven. Du mangler jo dit

klædebon! Præster skal ikke gå i sort. Nej fra

apostlenes tid,” sang de, ”har kulørte messeklæder

været præsternes dragt i tjeneste, og det er dog

stadig sådan, at skal bære kirkens farver i deres kald:

Ifør dig da, som Guds udvalgte, hellige og elskede

disse farver:

Håbets spirende grønne farve,” sang de, ”vækstens

farve, må du bære til de hellige tre kongers hyldest

og til trinitatistidens tale om Jesu liv som barn, så

også I kan vokse i troen, sådan som det udtrykkes i

salmelinierne: »Lad Jesu ager grønnes smukt, lad

ordet bringe troens frugt« (DS 391 v.1)

Og når I forbereder jer på højtid, må du vise bod og

anger med den pure purpur violette – og det både i

advent og faste!

Men når festen ved juledag, torsdag skær og

påskedag kommer… og når vi hører Mariæ blive

bebudet og ser Kristus fare til himmels, fortsatte de,

så må du i glæde tage den hvide farve - den rene

uskylds, lysets og glædens farve på dig, festens

farve, og lade dem vide, at vi fejrer Herrens komme.

Men også åndens, ildens og blodets røde dråbe må

du bære til ære for vore martyrer – på Sankt Stefans

dag, og når pinsens luer lyser. Ja, selv den sorte

farve, som du tynges ved, må du bære. For med den

at mærke Herrens fornedrelse på den fredag så

grufuld lang.

Og afklædt sort må du også stå på prædikestolens

tinde, sådan som Morten Luther lærte os. For Gud

viste den gode reformator, at præsterne må prædike

i Guds navn, men fuldgyldigt som sig selv. For mens

du som præst ved bøn, i bad og ved Herrens bord er

Guds eget sendebud, så er du på prædikestolen så

ganske alene, på Herrens mark!, og lige med dem på

kirkens bænke. Da må du håbe på, at ånden giver

dine ord kulør, og ikke pynte dig med klæder. Som

Morten Luther måtte prædike i sit borgerlige tøj, og

på egen risiko – ligeså må derfor også du.

Og Luther valgte – pyntesyg som mangen præst –

den sorte kjole og kravens hvide piber til sin

prædiken, for den var moderne på hansestædernes

tid, og er derfor også i dag dine prædikeners

klædebon.”

Sådan sluttede de ni engles sang. Og da lyset

fortonede sig, fik damerne deres normale skær

tilbage. Men tilbage stod de med 5 smukke

messehageler lavet med den fineste guldtråd og

silke, og dem rakte de til den unge præst. Og den

unge præst blev glad helt ind i det inderste

hjertekammer. For aldrig havde han set noget så

smukt. Indvævet var akantusgren og tornekrans,

flodens bølger, og åens fisk. Han følte, at Gud havde

set hans nød, og takkede damerne af hjertens grund.

Og rygtet gik i hast om den smukke gave, som Gud

havde sendt til præsten gennem ni smukke engle, og

den følgende søndag var kirken fuld af håbefulde

mennesker. De var kommet for at få et glimt af de

gyldne klæder. Og klæderne strålede om kap med

præstens ansigt. Men da han gik på prædikestolen,

gik han atter en gang så ganske i sort. Men han

ansigt strålede endnu glad, for nu vidste han, at i

bøn, ved badet og ved bordet var han værdigt klædt

i klæder skænket af Gud selv, og at ånden selv ville

give hans prædikener det lys og den kulør, som

ingen klæder kan udstråle, men som lyser trindt ud

af Herrens eget evangelium.

Så vidt min indledende fortælling. Jeg vil gerne have

lov til at sige jer tak, hver og en. Først helt konkret:

Tak for den smukke, smukke gave, som I har givet

Skibet Kirke og alle sognebørnene her i Skibet. Det

er en stor ære at få lov til at bære jeres messehageler,

og jeg er så stolt af jer. Så stolt og rørt over det I har

udrettet med disse hageler.

Tak for et godt samarbejde:

 Jeg har løbende været indblandet, og vi har haft

en tæt kommunikation omkring hele forløbet.

Vi har fra begyndelsen talt meget om de

teologiske sider, mht. valg af symboler,

udfærdigelsen af det gennemgående kors osv.,

og vi tog os da i sandhed god tid til denne

proces. Og heldigvis for det, for jeg er sikker på,

at det er en af grundene til, at resultatet er så

flot i dag. Men på et tidpunkt var vi sikre på,

hvad vi ville, og så kunne I endeligt gå i gang.

Og siden da har jeg glædet mig over, hvordan

I løb afsted med opgaven. I fik meget hurtigt

detailkendskab til særligt de tekniske dele af

arbejdet, og I havde ofte så mange bolde i

luften, at jeg næsten kunne blive helt forpustet.

Ja, jeres engagement med at bygge rammer

sammen med teknisk skole, finde bøjler og

stativer, der var store nok, sytråd i unikke

kvaliteter og sting, der passede perfekt til

motiverne og stoffet, det førte hurtigt til, at

jeres bidrag på de tekniske områder af projektet

hurtigt overskred mine. Og det har bare været

helt fint! For I har lært mig så meget om det at

sy.

Tak for jeres helt fantastiske tilgang til arbejdet med

at udarbejde messehagelerne. I har – som det er helt

nødvendig været:

 ydmyge overfor traditionen med messeklæder

og sat jer grundigt ind i den viden, der er på

området. Det gælder både den tekniske

udfærdigelse og den tradition, der ligger

indenfor formgivning og symbolernes

betydning.

 I har forstået at være på den ene side meget

beskedne med brug af kirkens midler, men på

den anden side kompromisløse med kvaliteten.

 I har haft mod til at fortolke opgaven, så det er

tydeligt, at vores nye messehageler er lavet til

Skibet Kirke og af en bestemt gruppe kvinder,

men I har samtidigt været bevidste om, at disse

messeklæder normalvis skal kunne stå i

mellem 50 og 100 år, og de derfor ikke må være

for modeprægede.

 I har kort sagt fokuseret på det fælles resultat,

fremfor jeres egne præferencer. Tak for det.

Sidst men ikke mindst: Tak for fællesskabet, som

projektet har bragt med sig. For nok har I været

samlede om at sy hver mandag, men der er sket så

meget mere end det. I har lært hinanden at kende. I

har haft hinanden at snakke med, og I har båret

hinanden, når I hver især har haft jeres udfordringer

– ikke blot med korsstingene, men også på det mere

personlige plan. Med den omsorg, som I udviser for

hinanden, lever i det kirkesyn ud, som jeg tror

allermest på, nemlig kirken af de levende stene,

næstekærligheden, der ikke vises frem på hvert et

gadehjørne, men i hjertekammeret og overfor det

menneske, der stille trænger.

Derfor: Af hjertet tak – og et stort tillykke til hele

Skibet sogn med de nye messehageler!