Præstens klumme

Skibet Kirke

Her kan du løbende læse indlæg fra vores sognepræst, Ulrik Overgaard


Du kan også vælge at se nogle udvalgte TV udsendelser om tro og eksistens ved at klikke her.

Prædikentanker over Peters fornægtelse

(19.april 2020)


Tro – ikke som en klamren sig til en snæver virkelighedsforståelse men som en måde at leve sit liv. 

Prædiken-tanker over Joh 21,15-19 (teksten til 1. søndag efter påske)


I dag skulle jeg have prædiket over den tekst i Bibelen, hvor Jesus tre gange spørger Peter, den mest trofaste discipel; om han elsker ham, og hvor Peter tre gange svarer, at det gør han. Fortællingens forståelseshorisont er som bekendt, at Peters svar klinger hult, fordi vi ved, at han inden for det efterfølgende døgn tre gange benægter ethvert bekendtskab med Jesus. 

Emnet er altså evnen til at holde fast ved det liv, som, vi ved, er godt for os, når vi møder vores virkelighed derude i livet. Og netop den slags tanker har jeg allerede hørt adskillige i Skibet lufte i forlængelse af den ro, som corona-karantænen har givet os alle: Levede jeg egentligt det liv, jeg ønsker at leve, da jeg inden krisen løb afsted i mit vanlige liv i fuld fart?

Måske er grunden til, at mange af os føler, at vi er endt i dette fangenskab, at vi her i den velstillede del af verden ikke kun har tilpasset os den overflod, som resten af verden higer efter, men at vi ubevidst også er kommet til at overtage både dens værdier: 

  1. Vækst, profit og frihed for enhver pris 
  2. overvågning og kontrol, 
  3. Instrumentalisering af det enkelte menneske
  4. Succes i form af selviscenesættende fritid 

og dens grundforestillinger: 

  1. Opfattelsen af individualisme som den menneskelige udviklings højeste mål, fordi historien opfattes som et forløb uden mening.
  2. Tilværelsen som en størrelse, som det er op til os selv at tillægge værdi. 
  3. Tanken om den fremadskridende og meningsbårne opfattelse af historien er fortrængt af den cykliske, hvor fremtiden bare er en gentagelse af fortiden, og derfor afløser erfaringen håbet som den primære kilde til motivation. 

Tilegnelsen af disse værdier er ikke sket med vold. Den er kommet snigende, ligesom reklamerne på børnenes fortrukne apps, der præger deres bevidsthed langt mere end nogen anden opdragelsesinstitution. 

Konsekvenserne udebliver da heller ikke. Mange føler, at de enten er travle i hamsterhjulet eller begravede i sand, så hver enkelt sidder i sit lille hul ude af stand til at bevæge sig pga. pligter og fastlåste normer. Troen på, at livet i sig selv har en iboende positiv mening, er i den måde at gå til livet på sat ud på et sidespor, ligesom det, man engang kaldte for "sjælen og det åndelige liv" er blevet erstattet af individualiseringens flyvske føleri: ”Jeg kan mærke, at jeg i dag har det sådan og sådan”. 

Derfor husker vi som samfund næsten ikke, at der engang fandtes mennesker, som strittede imod. Det være sig oldkirkelige asketer, som foretrak ørkenen frem for vore byer, selvom det i den grad medførte, at de sultede. Det kunne også være Luther, Mandela - eller såmænd Matadors Maude, som trods alle sine mangler til sidst valgte kampen for værdierne fremfor den mætte fred – den fred som, når den bliver for sat, sløver sindet i en sådan grad, at vi endog kan glemme tørsten efter lighed og retfærdighed. Den skæbne led hun faktisk ikke!

Disse fyrtårne valgte et liv, hvor sansernes umiddelbare tilfredsstillelse blev valgt fra til fordel for et sandere og mere risikabelt liv med eksistentiel ubetingethed –et liv som forudsatte en tro på og oplevelse af, at vores liv kan blive mere sandt og helt end den umiddelbare sansetilfredsstillelse, og hvor vi af og til oplever, at vi ikke er spaltede og delte, men hvor vi tværtimod oplever os selv som i en helhed i overensstemmelse med hinanden, tilværelsen og vore evner. 

Og det er netop denne kærlighed til livet, som mange oplever, at de mangler i det moderne liv i hamsterhjulet. To aspekter er her afgørende: Dels at de mangler er en oplevelse af sammenhæng, mening og helhed, dels at der er et frivillige aspekt, dvs. en frivillig afgørelse af, om man deler den valgte opfattelse af sandhed og mening. Men uden netop disse to kan man ikke forstå den dybere kærlighed til livet.

Under alle omstændigheder er det et valg, som vi hver især må afgøre os for: Er livet større end os selv, eller skal vi selv tillægge det individuel værdi? Er der et sandt liv at forfølgefor os, eller skal vi bare få det bedste ud af det og dermed også stå med ansvaret for det. Eller som Bibelen siger:

"Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve" (5. Mosebog 30,19)

Dette valg indebærer imidlertid både risiko, og at vi lægger ansvaret fra os, og det er derfor ikke et let valg. Vi er tilbøjelige til kun at sige ja til livet under visse omstændigheder og på bestemte betingelser, f.eks. hvis det er ungt, sundt, smukt og præstationsdueligt. Men i bibelsk forstand kan det ikke være andet end et ubetinget ja, som også gælder syge og døende og fremfor alt dem, der har oplevet sig selv som negligerede og uden værdighed så længe, at de har affundet sig med det.

At vælge det meningsbårne, helhedsorienterede liv til på denne måde er en grænseoverskridende handling, for der findes ingen endelige beviser for, om en sådan tolkning af livet er rigtig. Heldigvis er der i den kristne tradition udviklet et sprog, som fortæller os om dette liv og dets udsathed, et sprog som, i og med at det husker os på det egentlige liv, gør det nærværende for os og gør det til vores mulighed. Så nærværende at drømmen og behovet vækkes.

Derfor er troen ikke betingende men frisættende: Frygt ikke, tro kun! Bibelen er så realistisk, at den ved, at vi er bange, men den slår på vores evne til at tro. ”Vær frimodig”, siger den: det går an at indlade sig på denne tydning af livet som godt på trods af og imod al objektiv fornuft. Kæmp i stedet imod kynismen og pas på, at den ikke tager bolig i dit hjerte. Du skal ikke finde dig i, at din tro, dit håb og din kærlighed ødelægges. Du skal vove at tyde livet som godt: Der var mennesker før dig, som slap ud af deres fangenskab! 

Så når jeg i min præstehverdag ofte siger til mennesker, at alternativet til håblåshed er tro, så er det ikke en moralsk opfordring til et bedre liv. Forsøget er at dele ud af troen på, og modet til at opdage, at tilværelsen er smuk og fuld af muligheder, så det rum, hvori den andens frihed kan udfolde sig, kan udvide sig, og så den andens forståelse af sig selv og af andre mennesker ændres. Dette troens sprog er ikke bevaret i en bestemt bog eller hører hjemme i kirken eller hos dens ansatte. Det er et levende ord, som gør levende, og som tillader os at vælge livet. Det er et ord, som befrier os, så vi ved, at vi ikke er tvunget til at løbe videre i hjulet.

På den måde udruster troens sprog os til kampen imod meningsløsheden i vores tilværelse. Det gentager ikke kun, hvad et menneske, som hævdede at være Guds søn engang sagde og gjorde, gengiver ikke kun det, som var, men løser op og forandrer, fordi kristendommen fortæller os, at Gud i kærlighed til os deler vores liv, vores kamp og smerte.

Tro er med andre ord " fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses"(Hebr. 11,1). Denne tillid og optimisme er præcis det samme som at vælge livet. Det er muligt at sige JA til livet, også selv om den situation, man står i, er nok så livsfornægtende. 

Tro er at handle kæmpende og lidende til fordel for det liv, som ikke kan ses, men som man fornemmer som sandt. For mennesket bliver først smukt, når det erfarer sig som et helt væsen i og med, at alle dets sider virker sammen uden fortrængninger. Tro er et gammelt religiøst udtryk for, at dette lykkes: at mennesket erfarer helhed. I troen er vi helstøbte, og vi udelukker eller fornægter ikke nogle af vore evner, men indlader os på virkeliggørelsen af det som giver mening for os – det som er sandt. Troen har lod og del i livets skønhed og kraftfuldhed, og er det, som gør de smukke smukke og giver de stærke mod og styrke. Og det er påskens budskab!


(Skrevet med inspiration fra kapitel 1 i Dorothee Sölles udgivne foredragsrække Vælg livet fra 1980)


Ægte eller fake? (marts 2020)


I forbindelse med konfirmandforberedelsen er der ifølge min
kollega Kåre Egholm Pedersen i Vejlby altid to spørgsmål,
som han er nødt til at svare på ret tidligt, og som jeg også
genkender. Det ene er, om man som præst tror på Gud. De
unge mennesker har brug for at vide, om man selv står inde
for det, man forsøger at give videre til dem. De vil sikre sig,
at de ikke spilder deres tid på at lytte til en præst, der ikke
selv er engageret. Og jeg svarer selvfølgelig altid ærligt og
utvetydigt ja, selvom også jeg kun alt for godt ved, at ingen
har så stærk en tro, at den aldrig kan vakle. For det handler
om autenticitet. Konfirmanderne vil vide, om det, jeg siger,
bunder i egen ærlig overbevisning; om jeg er ægte eller
fake. Det er naturligt og godt, at de søger den afklaring. Det
viser, at de bryder sig om sandheden. De vil gerne være tro
over for deres egen overbevisning, ligesom de forventer, at
også jeg er det.

Det andet spørgsmål til Kåre Engholm Pedersen er, om man
er nødt til at tro på hele trosbekendelsen for at være kristen.
Og her kan jeg – nøjagtigt ligesom han – let komme til at
svare nej. For jeg står jo flere gange om året på Teologi for
Voksne og underviser i, hvordan dele af den apostolske
trosbekendelse er blevet brugt i de tidligste menigheder,
men at dens nuværende form først blev til som et kompromis
omkring år 200. Som teolog betragter jeg med andre
ord bekendelsen som en huskeremse om det væsentligste i
kristendommen – en samling fortolkelige udsagn om, hvad
kristne tror på.
Men alt er ikke sagt med det. For jeg er ikke kun teolog.
Jeg er først og fremmest troende. Og teologien bruger jeg
til at forstå min tro – ikke omvendt. Troen kommer først.
Og troen tilgår ikke vores smukke, gamle bekendelse med
akademiske øjne. Den ser på den med min sjæls øjne. Og
i det perspektiv er det sværere at svare med et klart ja eller
nej til, om man skal tro på hele trosbekendelsen for at være
kristen. For troen insisterer på at sætte et ”jeg” ind i spørgsmålet
i stedet for det upersonlige ”man”. Og så bliver det
pludselig min – og din, kære læser – egen opgave at svare
på det. Er jeg nødt til at tro på Gud? Er jeg nødt til at købe
hele pakken? Men spørges der sådan, er du nødt til, at kende

til pakkens indhold. Der er ingen, der kan gøre arbejdet for
dig, for det er dig, der skal tage stilling til, hvad vi mener.
Og for hvert led, du vælger fra i trosbekendelsen, fordi det
forekommer dig usandsynligt, er der noget, du må mangle
i dit åndelige beredskab.
Tror du ikke på djævelen, hvor kommer det onde så fra? Tror
du ikke, at Gud har skabt verden, hvorfor er du her så? Tror du
ikke på Gud som din far, hvorfor har du så en samvittighed?
Tror du ikke på Jesus, hvem kalder du så på, når din verden
falder sammen? Tror du ikke på Helligånden, hvad kalder
du så det åndelige i dit liv og den hjælp du får? Tror du ikke
på syndernes forladelse, hvordan kan du så sove om natten
med det, du fik gjort, og som ingen kan eller vil tilgive?
Tingene hænger sammen i den kristne dogmatik. De enkelte
led passer som brikkerne i et kompliceret puslespil. Nogle vil
nok mene, at de passer for godt sammen, og at netop dét er
problemet med de kristne dogmer (dvs. læresætninger, som
bare skal tros). De ligner ikke noget, vi kender fra det levede
liv, hvor tilfældigheden jo ofte råder. De møder ikke vores
konkrete problemer med f.eks. at betale vores regninger,
holde sammen på familien og finde lysten til at leve igen.
Men uden dogmer er der ingen kristendom. De er skelettet
i det tilværelsessyn, som jeg, om jeg vil det eller ej, bærer
rundt på hver dag, og de giver mig en fortolkningsramme,
til dramaet i den historie, jeg er med i. De forklarer på
grundlæggende måder mit liv, selvom de ikke betaler mine
regninger, og jeg kan på en eller anden underlig måde godt
være til stede i det. De udgør med andre ord nøglen til min
og din sjæls frihed. Fordi de står fast og fritager os for den
byrde, at vi skal frelse os selv – hvis vi vel at mærke tør tro
og sige jeg i stedet for man. Og svare med lige så stor ærlighed,
som den konfirmanderne – heldigvis – forventer at
finde hos deres præst.
Det er kristendommens gave til os.


Glædelig påske! UO



Åbningstider

Kirkekontoret:.

Tirsdag og torsdag

9.00-13.00

Adresse:

Skibetvej 166

7100 Vejle


Tlf. 75 88 15 09

skibet.sogn@km.dk


CVR: 14797017

Copyright © All Rights Reserved