Præstens klumme

Skibet Kirke

Her kan du løbende læse indlæg fra vores sognepræst, Ulrik Overgaard


Du kan også vælge at se nogle udvalgte TV udsendelser om tro og eksistens ved at klikke her.

Vær velkommen farvestrålende reklamer


”Det skete i de dage i november engang, at de første kataloger
satte hyggen i gang…” Sådan begynder MC Ejners Jul Det’
Cool fra 1988 – en efterhånden 30 år gammel iagttagelse af
danskernes overforbrug i julen. I 2019 rammer ordene stadig
plet. Indledningen til en af kristendommens vigtigste højtider
har for længst fundet sted med de reklamer, der får vores brevsprækker
til at svulme af farvestrålende papir. Butikkernes
reklamefolk har i månedsvis arbejdet hårdt for at optimere
kombinationen af billeder og fængende slogans, der skal få
årets jul til at blive den, som slår sidste års købsrekorder.
Giver man sig tid til at studere reklamerne, vil man hurtigt
opdage, at de alle har en mening om, hvad der er vigtigt i
juletiden. Dykker man ned et vilkårligt sted i reklamestakken,
står der fx ”Julen smager af …? ” Hvad julen smager
af, er jo et interessant spørgsmål. Ifølge reklamens logik er
svarene bl.a. brunkager, risengrød og gløgg. Mon ikke de
fleste alligevel har en fornemmelse af, at julen smager af
mere end det? I julen samles mange af os med de mennesker,
vi holder af.
Måske sker det med den fede julemad som omdrejningspunktet,
men ”smagen” af julen er for mig først og fremmest
smagen af glædeligt samvær.
Laver man et andet nedslag i reklamestakken, står der
”Fordyb dig i… julens øl”. Et tredje sted står der ”Mens vi
venter…”, og nedenunder reklameres der for julens slik.
Fordybelse lyder som et godt udgangspunkt for julen, for
jeg tror på, at det er i fordybelsen, vi finder højtidens mening.
Men fordyber man sig udelukkende i øl og slik, kan julen
nemt drukne i tømmermænd og dårlige tænder, som i sidste
ende bidrager til en ret dårlig smag i munden.
Det har aldrig været en god ide at kaste med sten – særligt

ikke, hvis man selv bor i et hus af glas – og en fordømmelse
af julens overforbrug, madmekka og tendens til overfladiskhed skal derfor ikke komme over mine læber. Jeg er selv
en del af den moderne jul på samme måde som de fleste
andre. Men en enkelt opfordring skal lyde: Lad os sammen
prøve at huske, at julen først og fremmest er troens, håbets
og kærlighedens fest. Formår vi at huske julens budskab
om næstekærlighed, er der ikke noget til hinder for, at vi for
en stund også beruser os i den Cool jul og siger Vær velkommen til de mange farvestrålende reklamer i postkassen.

Prædiken - juleaften 2019


Kom, Jesus, vær vor hyttegæst, hold selv i os din julefest! - i Vorherres Jesu Kristi navn! Amen!

Det kimer nu til julefest! For nu blev det en-deligt juleaften – uh, hvor har de små ventet og spændt hver eneste dag lukket kalen-drene op og set kalenderlysene brænde ned lige så langsomt.
Børnene kan i det hele taget det med juleglæ-den. Det kommer også til os voksne, men nogle gange, tager det lidt længere tid. Det hjælper, når vi sidder her tæt sammen på tværs af generationer, på tværs af familier og venskaber. Så fælles som sjældent. Vi synger salmer, og glæder os i vores stille sind over dem som er kommet hjem for at holde jul, og vi tænker på dem, vi elskede og mistede. Glæden og taknemmeligheden kommer snigende.

Lysene er tændt, snart sænker mørket, og det samme gør vores skuldre, for butikkerne er lukkede nu, vi kan ikke nå at købe flere ga-ver. Og så begynder julen ordene fra Luka-sevangeliet. De gamle ord, som mange af os kender så godt, at de næsten falder os i mun-den som en remse, mens de fortæller, at Gud julenat forlod sin himmelske urørlighed for at blive menneske i kød og blod - for at gå så dybt ind i det menneskelige som overhove-det muligt.
Men hvor er vi henne i den historie hører man det moderne menneske spørge? Man kan jo godt få en fornemmelse af, at der er meget langt mellem det liv vi lever derude, og så kirkens stille fortælling om et lille barn, der blev født dengang for lang tid siden. At jeg egentlig f.eks. er godt dum, hvis jeg ikke

tænker ja, ja, det er fint med medmenneske-ligheden, men du skal nu også lige sørge for at rane godt til dig ved sifden af alt det gode du gør. – det gør alle jo – der er jo den ene skandalesag efter den anden: ikke kun de storemed Brittas 110 millioner fra en kasse i socialministeriet og et andet svimlende antal udbytte milliarder fra en kasse i skat. Nej også så betroede institutioner som forsvaret, ja selv sygehuset lige herinde i Vejle er ramt. Og så kan man let komme til at tænke: Må-ske er det mig, der er for dum, når jeg ikke også lige lægger – bare en lillesmule - lidt til side til mig selv?
Og når vi tænker sådan, så er det sørgelige jo ikke kun, at de 12 mia. og hundredevis af millioner kunne have betalt et massivt antal læger sygeplejesker, pædagoger og hjemme-hjælpere til at passe på de gamle og vores børn. Nej, det forfærdelige ved de sager er jo, at vi mister tilliden til hinanden og til sam-fundet og i stedet begynder at tænke på, hvordan vi hver især får mest ud af det. For-handlersamfundet kalder de kloge det. Tan-ken om at det er legalt at malke enhver situ-ation maksimalt, og snævert forsvare sin egen sag, for det gør alle de andre jo også – Enhver er sin egen lykkes smed.
Uha, hvor det løber koldt ned ad ryggen, når jeg siger det. Eller gør det? Lyder det efter-hånden så bekendt at ørene er blevet helt døve foveror det? Er det blevet sådan lidt li-gegyldigt for os, når Pernille Vermund siger offentligt, at hun synes, at det er OK at kalde folk for perkere. Eller når vi står her mindre

end 75 år efter 2. verdenskrigs afslutning og er vidner til, at Trump vil melde USA ud af FN og Macron kalder Nato for hjernedødt?
Ja, man kan nå dertil, at man føler sig som en naiv jubeloptimist, hvis man i sin hverdag forsøger at holde nogle andre værdier i hævd, og så kan julen virke som vi bare gør for gavernes skyld.
Men julen har det heldigvis med at komme til os og røre os på et dybere plan. Og det gjorde den også til mig – nærmere betegnet den 10 december, hvor jeg havde fornøjelsen som medlem af forældrerådet at overraske 4.A herovre på Skibet skole med æbleskiver midt på skoledagen. Og det var så fin en op-levelse at se børnenes glæde. Men det var nu ikke det, der tændte min julestemning. Det var til gengæld de to ord, som tilfældigt stod skrevet på tavlen. ”I AM” stod der(PP2). Og det har jo sikkert bare været en lærer, der har skullet fortælle en elev, hvordan man siger ”jeg er” på engesk, men for mig blev det det øjeblik, hvor min julestemning for alvor blev vakt. For ”I AM” er også den engelske over-sættelse af det efter min mening smukkeste billede i bibelen af, hvem Gud er. ”I AM”.
Vi går jo og kalder Gud så mange ting her i kirken. Almægtig, f.eks.! eller evig og udø-delig. Og det er alt sammen rigtigt og vigtigt, men der er nok mange, der har lidt svært ved at få så store ord ind under huden. Hvad be-tyder almægtig, evig og udødelig lige?... Og så bliver Gud sådan en underlig fjern Gud. Men hvad siger Gud selv om, hvem han er?

Ja, allerede i begyndelsen af bibelen, i 2. Mo-sebog, Siger Gud egô eimi ho ôn, og det bety-der på græsk "Jeg er den værende". Eller bare ”Jeg er den, som er”… Altså bare en Gud, der lover, at han er her hos os! Hvor er det smukt i al sin simpelhed.
Og det at han er her, mærker vi allertydeligst her juleaften. For her er det Gud, der siger: Jeg er her… og jeg er en af jer (jeg er også bare et lille barn ligesom dig). Og det er ikke bare noget han siger. Han lader sig bogsta-velig talt føde ind i vores verden og vores liv. Ikke blot som et lille menneske, der blev lagt i Marias arme. Men som en måde at leve sit liv på. Det må have været en vild oplevelse for hende. Så inden jeg går videre med at finde ud af, hvad det betyder for os, synes jeg, at vi skal høre musikerne sætte toner på Marias oplevelse den nat.
(Musikerne spiller: Mary did you know)
Vi må med andre ord give det moderne men-neske ret i, at vi ikke er nævnt direkte med et ord i juleevangeliet. Men ikke desto mindre er det i bund og grund en historie om et un-der, at glæden bliver givet til os som en mu-lighed på trods. Så når vi er bange og råber ud i mørket ”Hallo – er der nogen”, så er ju-lens evangelium, at det er Guds egen kærlig-hed, der møder os ikke i den kolde nat, men i en insisteren på at selv i den koldeste nat fødtes Kristus selv og kom os i møde med et ”Frygt ikke!!”
Og det er det, som den nat blev en helt ny måde at være menneske på. Fordi vi får lov til at se på os selv som noget andet end naiv og dum, hvis vi ikke raner til os. Fordi vi får lov til at se på os selv som en der er elsket – og god nok trods alt.
Og i det at kunne forstå sig selv som et elsket menneske ligger en identitet gemt, hvor et menneske kan finde fred og forsone sig med sin historie som den nu engang blev. Også selvom det ikke blev perfekt hver gang- ja, måske ikke en eneste gang.
Forsvinder smerten, ensomheden og skæn-derierne?
Bliver man fri for den dårlige samvittighed?
Holder salmerne op med at ligge så højt, så vi ikke kan synge med?
Begynder mændene at slå brætet ned, når de har tisset?
Holder man op med at stå og råbe ad un-gerne, selvom det da mindst af alt er dem, der er skyld i at man råber?
Nej… men det bliver til at holde ud! For hvis Gud er med os, hvem kan så være imod os? – som der står i kapitel 8 i romerbrevet.
Og så kan vi stå og synge ud i mørket, som vi gjorde for lidt siden: Dejlig er jorden. Ja, det kan faktisk blive en helt livsstil. Tag nu f.eks. de udenlandske grønthandlere. Hvorfor er de altid så venlige? Det har Erik lindsøe en skøn historie om Og jeg er sikker på, at det er et moderne juleevangelium.

Lindsøe skriver: ”Min grønthandler hedder Mahmud og er pakistaner. Jeg har rejst igen-nem Pakistan, og når jeg kommer ind til Mahmud, kommer jeg ofte i tvivl, om jeg er i Pakistan eller i København. Dufte, dårlig hygiejne og et anstrøg af orden midt i uorde-nen. Det minder alt sammen om Pakistan.
Mahmud er glæden selv, og man hilses med glæde, når man kommer ind.”
En dag kommer Lindsø ind til Mahmud for at hente fem avocadoer til en foret. Men der var udsolgt: ”Avocado”, sagde Mahmud med et grin så stort som hans armbevægel-ser, ”nej, desværre, mig ik flere avocado i dag. Hva’ dig brug’ avocado til?”, spørger han, og Lindsøe tænker: Hvad rager dem ham? Men han er høfligt opdraget, svarer og forklarer høfligt lidt om forretten. ”Åååhh, det mig godt se, det meget dejlig ret,”, svarer Mahmud.”Men mig have porre, selleri, gule-rødder, løg og kartofler, så dig i stedet lave dejlig grønsagssuppe”.
Og sådan kommer man ind til Mahmud for at købe 5 avocadoer, men går hjem med fav-nen fuld af grønsager og godt humør og fø-ler, man har gjort en god handel.
Sundhedsstyrelsen kommer hos Mahmud engang imellem, uden at Mahmud rigtigt havde fattet, hvad de velmenende kontrol-lanter ville ham, andet end at give ham ked-af-det-smileys.
Det er først, da de lukker hans kiosk, at alvo-ren går op for ham. Og da bliver Mahmud mut. Nogle dage går han rundt og skælder og smælder og sparker til tomme kasser. Men en nat beslutter han, at nok er han kom-met til et land med en sundhedsstyrelse, der kan lukke hans kiosk med ked-af-det-smi-leys, men de skal ikke få ham til at ligne en ked-af-det-smiley.
Næste morgen har han ved åbningstid hængt Sundhedsstyrelsens smileyskilt op i døren som det første, man får øje på. Men ne-denunder har han hængt et A3-ark op, og på arket har han med sin halvdårlige håndskrift på sit halvdårlige dansk skrevet: ”Mahmud glad alligevel” - efterfulgt af tre elitesmileys til ham selv for glæde og godt humør. ”Mahmud glad alligevel”. Og dagens forbi-passerende standsede med et smil og nogle syntes, de måtte ind og handle alene for at se, hvem Mahmud var. Og hen på dagen kom ugeavisen forbi og tog billeder og Mahmud og hans smiley kom på forsiden som en god historie. Aldrig havde han haft så mange kunder som i dagene derefter, for alle måtte hen og se den mand, som trodsede kontrollanter med livsglæde. Det var det, der skete da Jesus vandrede på jord: Hvor han gik, spirede glæden frem. Glæde på trods af al den modstand, som kunne opdri-ves dengang – og stadigvæk.
Og faktisk endte det med, at Mahmud fik en næsten glad smiley, da sundhedsstyrelsen kom næste gang. For nogle af kunderne gik samme om at få shinet kiosken op. Mahmud får helt sikkert aldrig en elitesmi-ley – men mindre kan gøre det. For ham – og for os! For det er jo, hvad vi kan opleve, selv når livet gør allermest ondt: At der er en glæde, som end ikke al livets alvor kan pille ud af os. Det er den glæde, der kom til jorden julenat. I skikkelse af et lille barn. Udleveret og sårbart… Sådan som vi er det: Sårbare og udleverede til hinanden.
For Gud blev menneske for at vi skulle blive det – for at vi hver især skulle blive et ordent-ligt menneske med ret til glæde.
Så lad os droppe alle undskyldningerne om at vi ikke er værdig til at stå op imod de onde magter i vores liv og søge glæden. Lad os i stedet hænge en glad smiliey op og droppe undskyldningerne om at vi ikke har brug for Jesus – for vi vil aldrig kunne klare os et se-kund i forhandlersamfundet med al dets ky-nisme, griskhed og magtliderlighed, hvis vi ikke hver dag hver dag blev mindet om alt det gode i tilværelsen – hvis vi ikke hver dag kunne samle kræfter i den kærlighed til vo-res nærmeste, som Jesus i sidste ende er op-havet til.
Ja, lad os droppe undskyldningerne om, at vi ikke har tid til det med troen, eftertanken og nærværet med vores medmennesker – for du har ikke tid til at lade være. Og har du tid til at se ”Vild med Dans”, tid til at være sur over, at der ikke er flere ”Tinka-huer”, tid til at være sur over Føtexs juleboller nu hedder Vinterboller, så har du også tid til at tænke lidt på din Gud.


Åbningstider

Kirkekontoret:.

Tirsdag og torsdag

9.00-13.00

Adresse:

Skibetvej 166

7100 Vejle


Tlf. 75 88 15 09

skibet.sogn@km.dk


CVR: 14797017

Copyright © All Rights Reserved