Præstens klumme

Skibet Kirke

Her kan du løbende læse indlæg fra vores sognepræst, Ulrik Overgaard


Du kan også vælge at se nogle udvalgte TV udsendelser om tro og eksistens ved at klikke her.

Ægte eller fake? (Marts 2020)


I forbindelse med konfirmandforberedelsen er der ifølge min
kollega Kåre Egholm Pedersen i Vejlby altid to spørgsmål,
som han er nødt til at svare på ret tidligt, og som jeg også
genkender. Det ene er, om man som præst tror på Gud. De
unge mennesker har brug for at vide, om man selv står inde
for det, man forsøger at give videre til dem. De vil sikre sig,
at de ikke spilder deres tid på at lytte til en præst, der ikke
selv er engageret. Og jeg svarer selvfølgelig altid ærligt og
utvetydigt ja, selvom også jeg kun alt for godt ved, at ingen
har så stærk en tro, at den aldrig kan vakle. For det handler
om autenticitet. Konfirmanderne vil vide, om det, jeg siger,
bunder i egen ærlig overbevisning; om jeg er ægte eller
fake. Det er naturligt og godt, at de søger den afklaring. Det
viser, at de bryder sig om sandheden. De vil gerne være tro
over for deres egen overbevisning, ligesom de forventer, at
også jeg er det.

Det andet spørgsmål til Kåre Engholm Pedersen er, om man
er nødt til at tro på hele trosbekendelsen for at være kristen.
Og her kan jeg – nøjagtigt ligesom han – let komme til at
svare nej. For jeg står jo flere gange om året på Teologi for
Voksne og underviser i, hvordan dele af den apostolske
trosbekendelse er blevet brugt i de tidligste menigheder,
men at dens nuværende form først blev til som et kompromis
omkring år 200. Som teolog betragter jeg med andre
ord bekendelsen som en huskeremse om det væsentligste i
kristendommen – en samling fortolkelige udsagn om, hvad
kristne tror på.
Men alt er ikke sagt med det. For jeg er ikke kun teolog.
Jeg er først og fremmest troende. Og teologien bruger jeg
til at forstå min tro – ikke omvendt. Troen kommer først.
Og troen tilgår ikke vores smukke, gamle bekendelse med
akademiske øjne. Den ser på den med min sjæls øjne. Og
i det perspektiv er det sværere at svare med et klart ja eller
nej til, om man skal tro på hele trosbekendelsen for at være
kristen. For troen insisterer på at sætte et ”jeg” ind i spørgsmålet
i stedet for det upersonlige ”man”. Og så bliver det
pludselig min – og din, kære læser – egen opgave at svare
på det. Er jeg nødt til at tro på Gud? Er jeg nødt til at købe
hele pakken? Men spørges der sådan, er du nødt til, at kende

til pakkens indhold. Der er ingen, der kan gøre arbejdet for
dig, for det er dig, der skal tage stilling til, hvad vi mener.
Og for hvert led, du vælger fra i trosbekendelsen, fordi det
forekommer dig usandsynligt, er der noget, du må mangle
i dit åndelige beredskab.
Tror du ikke på djævelen, hvor kommer det onde så fra? Tror
du ikke, at Gud har skabt verden, hvorfor er du her så? Tror du
ikke på Gud som din far, hvorfor har du så en samvittighed?
Tror du ikke på Jesus, hvem kalder du så på, når din verden
falder sammen? Tror du ikke på Helligånden, hvad kalder
du så det åndelige i dit liv og den hjælp du får? Tror du ikke
på syndernes forladelse, hvordan kan du så sove om natten
med det, du fik gjort, og som ingen kan eller vil tilgive?
Tingene hænger sammen i den kristne dogmatik. De enkelte
led passer som brikkerne i et kompliceret puslespil. Nogle vil
nok mene, at de passer for godt sammen, og at netop dét er
problemet med de kristne dogmer (dvs. læresætninger, som
bare skal tros). De ligner ikke noget, vi kender fra det levede
liv, hvor tilfældigheden jo ofte råder. De møder ikke vores
konkrete problemer med f.eks. at betale vores regninger,
holde sammen på familien og finde lysten til at leve igen.
Men uden dogmer er der ingen kristendom. De er skelettet
i det tilværelsessyn, som jeg, om jeg vil det eller ej, bærer
rundt på hver dag, og de giver mig en fortolkningsramme,
til dramaet i den historie, jeg er med i. De forklarer på
grundlæggende måder mit liv, selvom de ikke betaler mine
regninger, og jeg kan på en eller anden underlig måde godt
være til stede i det. De udgør med andre ord nøglen til min
og din sjæls frihed. Fordi de står fast og fritager os for den
byrde, at vi skal frelse os selv – hvis vi vel at mærke tør tro
og sige jeg i stedet for man. Og svare med lige så stor ærlighed,
som den konfirmanderne – heldigvis – forventer at
finde hos deres præst.
Det er kristendommens gave til os.


Glædelig påske! UO



Åbningstider

Kirkekontoret:.

Tirsdag og torsdag

9.00-13.00

Adresse:

Skibetvej 166

7100 Vejle


Tlf. 75 88 15 09

skibet.sogn@km.dk


CVR: 14797017

Copyright © All Rights Reserved