Præstens klumme

Her kan du løbende læse indlæg fra vores sognepræst, Ulrik Overgaard


Du kan også vælge at se nogle udvalgte TV udsendelser om tro og eksistens ved at klikke her.

I de gamle almanakker var der et hav af vejrregler.
En af dem sagde, at med kyndelmisse den
2. februar kulminerede højvinteren, men at fra
den 22. februar står solen så højt, at havet ikke
længere kan fryse til. Dette skyldtes, at Sankt Peter
efter sigende hvert år kastede en varm sten i havet
netop denne dag, så isen kunne brække bro, dvs.
brydes op. Fra den dag skulle man derfor afholde
sig fra at gå ud på den stadig tyndere is.
Jeg kom til at tænke på historien om Sankt Peter
og hans sten, da jeg i bogen Det sidste kapitel - en
bog om begravelser fra 2011, læste om Karina på
40 år, der siger: ”Det bedste, jeg nogensinde har
gjort, er at passe min døende mand. Døgnet rundt i
halvandet år... Det trak tænder ud, for det var benhårdt,
og jeg kunne såmænd nemt have fået ham
indlagt. Men i dag kan jeg til enhver tid genkalde
følelsen af at give alt, hvad jeg har. Det varmer, som
når solen har varmet en sten, og den er varm hele
natten.”
Varmen stråler næsten ud af citatet og kan
ses som et vidunderligt billede af, hvad tro håb
og kærlighed er - og hvad det kan betyde i et
menneskes liv. Både mens kærligheden til det
levende, elskede menneske flammer lystigt, og når
dens gløder fortsat varmer mindet om den afdøde...
som når solen har varmet en sten og den er
varm hele natten.
For mig at se er det præcis, hvad påsken, opstandelsesberetningen,
ja hele kristentroen er i vores
liv: En varm sten vi kan tage med og lægge helt ind
til brystet i vores livs nætter. Også selvom de skulle
blive til dødens nætter.
Prøv at forestille dig den kulde, der langfredag
aften lå om disciplenes hjerter. De havde elsket
Jesus, de havde set ham dø, nogle af dem havde
svigtet. Intet, intet havde de gjort - og intet kunne
de vel have gjort. Men nu var denne lange, lange
fredags lidelser endeligt til ende, og Jesu døde krop
var lagt ind i gravhulen. Så nu var der kun kulden
tilbage, som lagde sig om deres hjerter, og der var
ingen sten at varme sig ved.
Men da det gryede påskedag, kom kvinderne alligevel
på fødderne. De måtte ud til graven og salve
ham. Solen var stået op, men varmen mærkede de
ikke. Da de kom frem, var stenen allerede væltet
fra. For Jesus havde fået kropsvarmen og livsånden
tilbage, Guds egen kærlighed havde varmet gravstenen
og væltet den bort, og han var allerede gået
ud i lyset. En engel fortalte dem det:
”Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den
korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som
han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og

skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er
opstået fra de døde.”
Først troede de det ikke. Hvordan skulle de tro
det utrolige? Først senere så de med egne øjne, at
det var sandt: Han havde sejret over den død, som
de selv havde været en del af.
Derfor bliver stenen for Jesu grav aldrig for alvor
kold igen. Det lys som falder fra hin påskemorgen,
varmer ethvert døende hjerte og enhver
sten på vore grave, så dødens kulde ikke når ind.
Ja, selv Peter, der svigtede Jesus tre gange, da det
virkeligt gjaldt, fik del i den varme. For det var
ham, der af den opstandne Jesus senere fik nøglemagten
til at brede kirken og kristendommens varme
ud til alle verdenshjørner, hvilket han gjorde
med største iver.

Og derfor kan vi mærke det virke i os, både når
isen brækker bro, og foråret endeligt kommer, og
når vi i sorgen mærker de bånd, som kærligheden
skabte ”som en sten, solen har varmet, og som
er varm hele natten.” Om hænderne er 2 år, 46
år eller 90 år, så kan vi altid varme os ved påskemorgens
sten... de sten, som Gud har varmet i sin
kærligheds lys og sendt til os i troen, i håbet og i
kærligheden.
Glædelig påske! - UO