Præstens klumme

Her kan du løbende læse indlæg fra vores sognepræst, Ulrik Overgaard


Du kan også vælge at se nogle udvalgte TV udsendelser om tro og eksistens ved at klikke her.

Vi trækker streger


”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud,
og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos
Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet
til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers
lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket
greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af
Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge
vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for
at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han
ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.”
Sådan citerede præsten Christiane Gammeltoft-
Hansen de første ord i Johannes-evangeliet,
da Johannes Møllehave blev bisat. Og der var stille
i kirken, for ordene om Johannes Døberen syntes
pludselig også at passe på den skæggede gamle
kæmpe, der trods sine mange talenter først og
fremmest var præst – og som de nu måtte tage afsked
med. ”For Møllehave vidnede om lyset. ”Han
hørte evangeliske efterklange overalt. For ham var
der ikke langt fra forsamlingshus til kirke, fra salme
til vise, fra børnefortælling til filosofisk værk,
fra dybsindig eftertanke til bogstavrim. I det alt
sammen pegede han på, at vi bor i Åndens rige,”
fortsatte hun.
Og dermed fik hun sagt noget grundlæggende
om det at være kristen. For godt nok var Guds Ord
først til stede ifølge Johannes-evangeliet, men det
blev anderledes konkret, dengang Jesus kom til
verden og viste os, at Guds kærlighed er den bærende
faktor i ethvert menneskes liv. At det er den
ramme, inden for hvilken vi lever det liv, vi har
fået givet – af Gud – i kærlighed.
Når jeg går i kirke om søndagen – hvad enten
jeg gør det som præst eller kirkegænger - så gør
jeg det netop for at blive bekræftet i, at dette også
gælder mig. For at blive en del af et fællesskab,
hvor denne kærlighed træder tydeligt frem. Det
sker også i alle mulige andre sammenhænge, men
i kirken er der et trygt, velkendt rum, som både
auditivt, visuelt og åndeligt adskiller sig fra andre
rum, og hvor jeg fornemmer, at Gud ligefrem(t)
står og byder os alle velkomne med sin kærlighed
– barn, ung og gammel med de styrker svagheder
og vilkår, der hver især er vores. Det første slag
af bedeslagene har knap lydt, før jeg mærker, at
bønnerne, salmerne, ordene og sakramenterne alt
sammen genkendeligt pirrer til, at jeg åbner sindet,
så jeg enten fyldes eller tømmes. At jeg får,
hvad jeg har brug for, uden at jeg nødvendigvis
ved, hvad det er, eller er gået efter det på forhånd.
Når jeg går i kirke, sker det derfor ofte, at jeg
bliver rørt. Og ramt. Nogle gange ligefrem rystet.
Og andre gange er jeg bare stille. Men det er altid
ærligt. For det giver på en eller anden måde ikke
mening at forstille sig overfor Gud - hvem han så
end er. I gudstjenesten oplever jeg med andre ord

et rum, hvor jeg – åbenbart – kommer så hudløst
tæt på dét, jeg i mit lille liv er både sorgfuld og
magtesløs overfor, samtidig med at jeg også i ydmyg
taknemmelighed henter al min styrke netop
dér. Et rum, som på sin helt specielle måde er
tredimensionelt udspændt mellem bygningen, det
særlige og overalt genkendeligt tilrettelagte forløb
af bøn, tekstlæsning, salmesang, prædiken og
den tredje dimension, Gud – dette hellige er mere
flyvsk, fordi det ikke kun handler om den særlige
atmosfære af personlig andagt eller den stille
resonans, som mennesker i samme rum, uden
egentligt at foretage sig noget aktivt sammen, kan
skabe. Det opleves simpelthen større og mere favnende
kærligt. Så trygt, at jeg tør sænke paraderne
og genbesøge min magtesløshed, mine sår og min
taknemmelighed over, at netop i kraft af dem, er
der kærlighed i mit liv.
Det at vide sig set og elsket af Gud, kendte Møllehave
også til. Aller tydeligst er det måske i hans
salme Vi trækker streger, som for nyligt blev optaget
i den nye højskolesangbog. Møllehave skrev
den i 1992, efter han havde været præst i Vridsløselille
Statsfængsel, hvor selv forbryderne satte
streger og skel ”imellem andre og os selv”:
Han [Jesus] slog en streg over hver en streg
som sættes mellem dig og mig.
Så ikke én af dem, Vorherre skabte,
skal kaldes udenfor og helt fortabte.
Et kors det danner, naturligvis,
og det blev så hans kærlighedspris.
Og alle de, der faldt uden for stregen,
dem slog han følge med på hele vejen.


Alle i Skibet ønskes et skønt, genåbnet efterår.
Husk, at man kan søge kirken og sin præst i både
glæde og sorg - selv når det ser allersortest ud!
-UO