Præstens klumme

Skibet Kirke

Her kan du løbende læse indlæg fra vores sognepræst, Ulrik Overgaard


Du kan også vælge at se nogle udvalgte TV udsendelser om tro og eksistens ved at klikke her.

Om klimatosser… og frihed, fællesskab og tro!


De fleste er nok enige i, at frihed er en dyd, og der kan
vist ikke være tvivl om, at de vestlige kulturer hylder den
personlige frihed. Vi insisterer også i Danmark på retten
til at leve, tale, tegne og skrive frit om andre menneskers
holdninger, inderste tanker og mest kære symboler. Ja, det
har ofte været hævdet, at personlig frihed er en forudsætning
for ethvert fællesskab.
Men en dyd kan som bekendt blive absurd, og efter den
nationale tænkepause, som corona gav os, fornemmer jeg, at
danskerne har indset, at friheden er et tveægget sværd. Den
indebærer både en stor palet af muligheder, men også en
forbandelse. Når vi i frihedens navn har overvundet barrierer
af bl.a.kulturel, social, etnisk og kønslig art, har det mestendels
været gavnligt og godt, men frisættelsens pris viser sig,
når man føler sig strandet dér, hvor man ikke længere kan
få blikket vendt væk fra sig selv. For jo mere fri og ansvarlig
man selv er, desto mere afhængig kan man blive af andres
anerkendelse. Nye konfirmander går eksempelvis hvert år
et globalt voksenliv i møde her i Skibet, hvor mulighederne
er nærmest uendelige. Alligevel lader mange af dem mig
rørende åbenhjertigt vide, at det, de mest af alt frygter, er
ikke at være anerkendt af fællesskabet - at stå alene som én,
der er ude af trit med flertallets normer. Historiens mest frie
danske generation er med andre ord akkurat lige så bange
for ikke at være som de andre, som du og jeg var dengang
for mange år siden i skolegården eller på fodboldbanen –for
selvværd vokser nu engang ud af andres værdsættelse, og
ikke af det vi gør.
Det er altså menneskeligt, at der samtidigt med det frie
navlepilleri uvægerligt opstår et savn efter at høre til i fællesskabet.
Efter også at samles om noget fælles. Et eksempel
på en sådan sag, som alle har kunnet være fælles om, er
den intense optagethed af klimaets tilstand, som herskede
inden corona-krisen.
Forstå mig ret: Klimaforandringerne skal tages alvorligt! Men
den grønne dagsorden var før corona i hastig færd med at
antage dimensioner, der kunne minde om et nyt moralsk og
eksistentielt pejlemærke, som man hverken burde – eller
kunne – undslå at måle sig selv i forhold til. Den kunne
skabe retning og livsindhold og passede perfekt til særligt
de unges søgen efter noget større at leve for, som der ikke
kunne argumenteres imod. Det gik så vidt, at oksekød på
få år blev noget, som jeg næsten skammede mig over at
lægge i indkøbskurven - for kvæget prutter jo, og så stiger
verdenshavene!
Og det er nok godt nok at skære ned på bøfferne. Men når
jeg hører den svenske klimaaktivist, Greta Thunbergs appel
om, at: ”Jeg vil have, at I går i panik. Jeg vil have, at I føler
den frygt, jeg føler hver eneste dag”, bliver jeg mistænksom.
Så spørger jeg mig selv, hvad hendes frygt i grunden udsprin-

ger af. Og om hun måske egentligt bare er et billede på det
moderne overbelastede individ, der længes efter en fælles
sag at lade sig opsluge helt af. Er klimasagens eksplosive
udbredelse forårsaget af fællesskabets kamp for en vigtig
sag, eller er den også et udtryk for vores ekstreme behov for
at høre til? Jeg tror mok mest på det sidste!
Mens det igen skal understreges, at klimasagen er vigtig, og
at vi i dén grad som forkælede vesterlændinge skal genopdage
begrebet mådehold, så er lektien altså, at anerkendelse
får man ikke af en sag som f.eks. klimakampen i sig selv,
men af at høre til i fællesskabet omkring den. Dette gælder
i øvrigt i alle sammenhænge, på nær der hvor fællesskabet
udgør sagen selv. Kun der, hvor vi kan tro på værdien af at
være afhængige af hinanden og måske endda udøve næstekærlighed,
når man står over for én, som åbenlyst har
brug for hjælp lige nu, er det selve handlingen, der giver
anerkendelse. Og netop her skiller kristendommen sig ud.
For den holder os fast på at leve i det mest grundlæggende
fællesskab, der findes – nemlig det, hvori man af en højere
myndighed er forpligtet på barmhjertighed.

Så når klimasagen åbenbarer menneskets behov for noget
ophøjet at tro på for os, så lærer den os samtifdgit, at der
findes to former for fællesskab, som det er så vigtigt at kunne
skelne imellem: Det ene er det rent menneskeskabte, hvor
man selv kan finde et ståsted og kæmpe for en sag. Det andet
er det gudskabte, hvor man kan finde hvile fra ansvaret
(frihedens forbandelse) i troen på, at det ikke er min egen
personlige kamp, der i sidste ende definerer, hvem jeg er.
Det gør i stedet måden, hvorpå jeg opfatter den anden i
fællesskabet. Kærlighed avler kærlighed - eller som Jens
Schjørring skrev det i salmebogens nr. 494 i 1854:


Kærlighed fra Gud
er det store bud,
er det eneste, jeg ved;
bliv i kærlighed,
og du har Guds fred,
thi Gud selv er kærlighed!


Det menneske, der står i forhold til Gud, og er forankret i
næstekærlighedens fællesskab, kan tro på, at man aldrig for
alvor er alene. Og deri ligger der en skøn fred gemt, som gør
det nemmere at være til stede som sig selv i det fællesskab,
hvor vi, de moderne frisatte individer, uophørligt måler os
i forholdet til hinanden, men hvor vi samtidigt er fuldt bevidste
om, at det samtidigt er de helt samme mennesker, der
har vores lykke i deres hænder. Det er godt at vide!
Med ønsket om et godt efterår til alle – UO
(skrevet med udgangspunkt i Sørine Gotfredsens indlæg
Frihedens forbandelse og længsel efter fællesskab i Sankt
Jakobs magasin 2019/20


Åbningstider

Kirkekontoret:.

Tirsdag og torsdag

9.00-13.00

Adresse:

Skibetvej 166

7100 Vejle


Tlf. 75 88 15 09

Mail: skibet.sogn@km.dk

SikkerMail: "Send sikkert til"

CVR: 14797017

Copyright © All Rights Reserved