Hvad betyder dåben

Skibet Kirke

HVAD BETYDER DÅBEN?

 

Et nyfødt barn er et mirakel, skabt til glæde og lykke. Men livet har også skyggesider, som vi forældre gerne vil skærme barnet imod. Vores ansvar er stort. I dåben bærer vi med glæde og bekymring barnet frem for Gud. Korsets tegn, Guds mærke, sættes på barnet, og dets hoved overøses med 3 gange vand i Faderen og Sønnens og Helligåndens navn. Barnet er nu både forældrenes barn og Guds barn.

 

Kristendommen formidler et budskab om forholdet mellem Gud og mennesker. Dette forhold - denne relation - er det altoverskyggende tema i Bibelens fortællinger. Det gælder også i den fortælling, der bliver læst ved døbefonten. Fortællingen om kvinderne, der bar de små børn til Jesus; om disciplene der afviste dem og Jesus, der omgjorde disciplenes beslutning.

 

Børnene bliver et billede på det rette forhold til Gud. Ikke i kraft af deres uskyldighed som næsten nyfødte, nej langt snarere i kraft af deres afhængighed. Som børnene ikke kan leve livet uden forældrene, ja sådan kan vi mennesker ikke leve livet uden Gud. Vi er afhængige som et barn i forholdet til Gud. Og som barnet kan vi kun modtage det liv, der bliver givet os fra Gud.

 

Vandet - og dåben - er ikke udtryk for noget magisk, men det er snarere henvisning til et faktum. Nemlig det faktum, at Gud vil have med os mennesker at gøre. Barnedåben er en forkyndelse af, at Guds nåde er den egentlige virkelighed i et menneskes tilværelse.

 

Vores opgave i forbindelse med barnedåben er, at lade barnet vokse op under sådanne forhold, at det hører og lærer om sin dåb og dens indhold.

Ønsker man dåb i Skibet Kirke, kontakt da Skibet Kirkekontor for nærmere aftale.

Åbningstider

Kirkekontoret:.

Tirsdag, onsdag og torsdag

9.00-13.00

Kordegn: Marianne F. Hundtofte

Kordegnvikar

Erik Schønwaldt

75 88 15 09

Adresse:

Skibetvej 166

7100 Vejle

 

Tlf. 75 88 15 09

skibet.sogn@km.dk

 

CVR: 14797017

Copyright © All Rights Reserved