Dåbsritual-barnedåb

Skibet Kirke

Umiddelbart før gudstjenesten starter, gør forældre og præst klar til at gå ind i kirken. Forældrene følger efter præsten op til stolene i koret over for døbefonten. Inden dåben kommer der et par salmer og to tekstlæsninger. Se hele liturgien her.

Dåbssalme

Præsten og dåbsforældrene rejser sig. Barnet bæres med hovedet på venstre arm.

LOVPRISNING OG BØN

Præsten siger:

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Lad os alle bede!

Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. Vi beder dig: Tag i nåde mod dette barn (disse børn), som vi bærer frem for dit åsyn. Indlem det (dem) i din menighed, og bevar det (dem) i dit samfund både her og hisset! Amen.

SKRIFTLÆSNING

Præsten fortsætter, og menigheden rejser sig.

Således taler vor Herre Jesus Kristus:

Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et barn, kommer slet ikke ind i det." Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Så vil vi nu hjælpe dette barn (disse børn) til hans velsignelse ved at døbe det (dem) i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Faddere og børn i kirken kommer op til døbefonten, når præsten siger det. De stiller sig sammen med forældrene.

Er barnet hjemmedøbt ? - Nej

Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.

Hvad er barnets navn? - N.N.

TROSBEKENDELSE

N.N. Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? - Ja

Tror du på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber? - Ja

Tror du på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde? - Ja

Tror du på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv? - Ja

Vil du døbes på denne tro? - Ja

Præsten øser vand tre gange på hovedet af den, der skal døbes, og siger:

N.N. Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Præsten lægger hånden på den døbtes hoved og siger:

Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv! Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid! Amen.

Hvis flere skal døbes, gentages for hver enkelt afsnittet fra korstegnelsen og til og med håndspålæggelsen.

FADERVOR

Derefter bedes Fadervor i kor af alle i kirken.

Vor Fader, du som er i himlene!

Helliget blive dit navn, komme dit rige,

ske din vilje som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.

For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.

FADDERTILTALE

Menigheden sætter sig. Præsten holder faddertiltalen til dåbsbarnets forældre og faddere.

Efter dåben sætter dåbsfamilien sig på deres pladser i koret og fadderne på deres pladser på bænkene. Vi synger endnu en dåbssalme. Derefter kommer præsten over til dåbsfamilien og ønsker tillykke, giver dåbsattest og -bibel. Forældrene går enten ned på en plads i kirken eller helt ud af kirken, hvis barnet har brug for det.

Gudstjenesten fortsætter, og umiddelbart herefter kommer prædiken og altergang. Skulle den nydøbte ikke være helt tilfreds med situationen, kan forældrene liste ud. Forældrene kan altid vælge at komme og gå efter barnets behov.

Kordegn:

Marianne F. Hundtofte

75 88 15 09

Adresse:

Skibetvej 166

7100 Vejle

 

Tlf. 75 88 15 09

skibet.sogn@km.dk

 

CVR: 1497017

Facebook

Du kan følge os på vores facebookside:

www.facebook.com/SkibetKirke

Copyright © All Rights Reserved