Præstens klumme

Skibet Kirke

Her kan du løbende læse indlæg fra vores sognepræst, Ulrik Overgaard


Du kan også vælge at se nogle udvalgte TV udsendelser om tro og eksistens ved at klikke her.

September 2019


Det var min skyld!


I begyndelsen af juli overså jeg en medtrafikant, og det var
kun pga. hendes forsigtighed, at jeg ikke var årsag til et uheld.
Farten var lav, men jeg var alligevel så rystet, at jeg knap
kunne sige undskyld. Tænk, hvis det havde været en situation
med mere fart – så kunne jeg have slået en eller andens mor
eller ægtefælle eller måske bedstemor ihjel.
Vi kender vist alle sammen til skammen, efter vi har gjort
noget, som var forkert. Og selvom jeg fik sagt undskyld, så
hang skylden ved. Det én gang gjorte, kan ikke gøres ugjort,
og når vi fejler, må vi acceptere at leve med skylden. Farten
var som nævnt lav, og så længe det kun drejer sig om sådanne
mindre foreteelser, hvor vi så at sige kun kommer til at tage
en kage af mors kagedåse, så går det jo alt sammen. Men alle
skuffer som bekendt over tid. Så hvad gør vi, når vi formaster
os til at gøre uoprettelig følelsesmæssig, fysisk eller psykisk
skade på vores medmennesker? Hvad gør vi så?
Det mest almindelige er vel at ignorere skylden i forsøget på
at und-skylde os selv. Vi siger måske: ”Jeg er jo ikke værre
end så mange andre.” Eller: ”Hun klarer sig nok…” Eller
fornægtende, hvilket er endnu værre: ”Måske var det lidt
hendes egen skyld!!?”
Det er meget menneskeligt at tænke sådan, og ingen af os kan
vel sige os fri for at falde i den fælde. Men det tager i sidste
ende aldrig ansvaret fra os, at vi forsøger at flygte.
Derfor er det godt, at vi en gang imellem har styrken til at
tage os sammen og for alvor få genoprettet det ødelagte,
f.eks. med en undskyldning. Og når det lykkes, gør vi ikke
kun den forurettede godt. Vi genopretter også os selv, fordi
vi ikke længere skal se på os selv som skyldige, men som
dem, der havde styrke, selverkendelse og mod nok til at
indrømme vores fejl. Vi er stadigt skyldige, men nu er tilgivelsen
en mulighed.
Men desværre bliver vores undskyldninger ikke altid taget
imod med tilgivelse. Måske er vores offer der ikke mere til at
tage imod. Måske er han eller hun død. Det kan også være,
at vi, af det vrede offer, bare bliver mødt med ønsket om, at
vi kan skride ad helvede til – i ordenes bogstavligste forstand.
For det er i mange situationer jo nok egentligt mindst lige så
menneskeligt, som vores forsøg på at flygte.
Vi kan med andre ord både komme til at sidde fast i skammen
over det, vi fik gjort, men også i vreden over det, som blev
gjort imod os. Og både skyld, skam og vrede kan ødelægge
vores liv. Alt det gode i vores liv brænder inde i os uden
mulighed for at forløses; vi bliver indebrændte.
Heldigvis står der en kirke i hver eneste lille by og minder os
om, at der også er en anden mulighed. At der hos Gud også
findes tilgivelse der, hvor det gjorte ikke står til at ændre. Der,
hvor der ikke er nogen, som kan eller vil tilgive – måske end
ikke os selv. For Gud er kærlighed. På tværs og på trods af,
hvad vi fik gjort.
Jeg hørte engang en historie om en ung mand, der måtte stå
til ansvar for en forbrydelse, han havde begået. Hans far, en
velhavende og velkendt gårdejer, var til stede i retssalen, da
juryen kendte den unge mand skyldig og idømte ham en
mangeårig fængselsstraf. Da sønnen blev ført væk, så han
forsigtigt mod sin far, men han besvarede det forlegne blik
ved at sige: ”Jeg vil aldrig tilgive dig. Du har bragt skændsel
over denne familie. Selvom du engang har udstået din straf,
er du ikke længere velkommen hjemme.” Den unge mand
bøjede hovedet i skam og gik væk.
Årene gik og manden, ikke længere ung, havde til sidst afsonet
sin forbrydelse. Med rystende hænder og et hjerte fuld af
frygt over det svar, han måtte modtage, skrev han i ugerne før
frigivelsen et brev, der bad om tilgivelse: ”Far, jeg er næsten
klar til at blive frigivet fra fængslet. Jeg vil være på toget, der
går lige forbi gården. Hvis du har tilgivet mig, håber jeg, at

du binde et hvidt bånd til træet ved
hegnet. Hvis det hvide bånd ikke er
der, vil jeg ikke stå af toget, og jeg vil
aldrig genere dig igen.”
Dagen kom, og den frigivne fange gik ombord på toget uden
at have fået svar. Da toget nærmede sig familiens gård, kunne
han ikke bære at se ud af vinduet efter faderens svar. Så han
bad manden ved siden af, om at kigge efter træet: ”Fortæl
mig, om der er et hvidt bånd i træet ved hegnet.” Den anden
passager stirrede ud af vinduet, da de kørte forbi ranchen.
Manden holdt sit vejr og ventede på, om han var blevet
accepteret eller afvist: ”Ser du et hvidt bånd i træet?” ”Nej,”
kom svaret. Mandens hjerte faldt tungt ned i hans mave af
skam. Han havde sådan håbet, at tiden og hans ord ville have
blødgjort faderens hjerte. ”Nej,” gentog den anden passager,
”der er ikke eet hvidt bånd, men hundredvis af hvide bånd,
der hænger fra både træet og fra hele hegnet. Hvad betyder
det?” Den tilgivne søn hoppede med ét op for at samle sine
ting. ”Hvad betyder det?” gentog manden. Sønnen svarede
med tårer på din kind: ”Det betyder, at min far har tilgivet
mig, og at jeg skal hjem!”
Man kan spørge sig selv om, hvem der blev mest forløst af, at
sønnen sendte brevet. Sønnen fik sin familie tilbage, men faderen
fik måske sit liv tilbage. For vi kan af skam eller stivnakket
stolthed flygte et stykke tid pga. det som kom imellem os,
men så formørkes vores liv, og vi må indrømme at inderst inde
savner vi det frimodige liv, hvor tilgivelsen og kærligheden
er den bærende faktor. Og så er det godt, at vi har kirken
og vores tro. For i modsætning til en jordisk far, der måske
for bestandigt sender os bort i vrede og skam, står vores
himmelske far roligt fast på sin kærlighed og tilgivelse til os.
Han forkaster os aldrig for evigt. Men vi skal turde sende
brevet. Vi skal turde erkende vores skyld og slippe skammen,
og stoltheden. Vi skal kort sagt turde vende os mod livet.
Og alt ændrer sig, når vi omvender os.


Med ønsket om et smukt og fredfyldt efterår! – UO

I juli var jeg tæt på at forårsage
et uheld. Heldigvis gik det
godt… men hvor føler man sig
dog skyldig!


Åbningstider

Kirkekontoret:.

Tirsdag og torsdag

9.00-13.00

Adresse:

Skibetvej 166

7100 Vejle


Tlf. 75 88 15 09

skibet.sogn@km.dk


CVR: 14797017

Copyright © All Rights Reserved