Præstens klumme

Skibet Kirke

Den lutherske kirkes 500 års fødselsdag

- ingen hokus pokus

 

Hoc est corpus filii! Sådan sagde præsten i middelalderen, når

han gav nadverens brød til folket. For hele den almindelige

messe (gudstjeneste) i kirken foregik på latin. Det betyder

egentligt “dette er sønnens legeme”, men det fattede folket

selvfølgeligt absolut intet af! Alt dette mystiske hokus pokus

virkede underligt fjernt, og mange synes derfor, at det, der

skete i kirken, var noget værre løgn og latin. De fornemmede

ikke en tilgivende, gavmild og kærlig Gud i kirken. Til gengæld

var den hårde kirketugt og de stadigt større krav om betaling af

aflad ikke til at tage fejl af. Præsterne kunne sige, lige hvad han

ville; den almindelige mand blev blot mere og mere skeptisk.

Sådan kunne kirkeliv og trosliv havde set ud i dag, var det

ikke for en lille tysk munk, der begyndte at undre sig. Hvorfor

var Gud konstant på vagt over for mennesket? Hvorfor delte

kirken ikke ud af Guds nåde i stedet for at vogte nidkært over

den og kræve penge for den? Hvorfor kunne almindelige

mennesker ikke selv stå i et kærligt forhold til Gud? Martin Luther

undrede sig, for han havde læst i de bibelske skrifter, at “alle

har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent

gøres de retfærdige af Hans nåde ved forløsningen i Kristus

Jesus” (Rom.3,23- 24). Særligt Romerbrevet hjalp Luther til at

forstå, at ingen er mere retfærdiggjorte end andre. Vi er alle

fejlbarlige. Alle står vi ydmyge overfor Gud, og det eneste vi

kan gøre er at tro på Kristus alene. En sand tro vi end ikke kan

skabe selv, men som skænkes os af Gud.

På den baggrund hamrede han den 31. oktober 1517 sine 95

teser op på Wittenbergs Slotskirkes dør og slog dermed fast, at

reformationen var på vej. Volapykkens tid var forbi. Nu skulle

alle forstå, hvad det drejede sig om. Nu skulle alle selv til at tage

ansvar. Gennem salmesangen. Gennem den fælles trosbekendelse,

fadervor, dåben og nadveren. Fra at gudstjenesten var

præstens, blev den alles!

Luthers tanker

I sin bibellæsning blev Luther slået af, at kirkens teologi og

praksis efter hans mening var kommet for langt bort fra bibelen

og fra apostlenes lære. Dette ville han rette op på. Desværre

nedskrev han ikke sin teologi i et stort, systematisk værk, men

vi kan alligevel godt sammenfatte visse grundtanker af hans

skrifter, som udgør kernen i den lutherske teologi. Dem bringes

der i det følgende et afkog af:

Opgør med afladshandel

I middelalderen mente man, at sjælen efter døden skulle renses

ved et ophold i Skærsilden. Straffene i Skærsilden var meget

langvarige, men man kunne afkorte dem ved at gøre gode

gerninger. Dette kaldtes for aflad. Aflad kunne imidlertid også

købes. Man mente, at særligt gode mennesker, helgener, havde

gjort ekstra mange gode gerninger og derved samlet en “skat

af gode gerninger”, som kirken rådede over. I stedet for selv

at gøre bod, kunne man købe sig andel i denne skat og derved

blive fritaget for et antal år i Skærsilden.

Omkring 1515 begyndte dominikanermunken Johann Tetzel på

pavens bud at drive en aggressiv afladshandel i store dele af

Tyskland. Han spillede på den udbredte frygt for Skærsilden og

lovede endda, at man kunne købe afdøde familiemedlemmer

ud af Skærsilden. Tetzels virksomhed blev den ydre anledning

til, at Luther i 1517 udgav en række teser imod afladen. Luthers

kritik af afladstanken hang sammen med idéen om, at sjælens

frelse afhang af gode gerninger. For hvis det hele handler om at

gøre – eller købe – gode gerninger, så glemmer man, at Kristus

ved sin død og opstandelse allerede har frelst alle mennesker.

Og så har man gjort Kristus overflødig. Luther mente, at kirkens

skat ikke var de gode gerninger, men evangeliet om Jesus

Kristus. Og den skat kan kun gives gratis, ikke købes og sælges.

Frelse gennem tro

Da Martin Luther som ung var munk i Wittenberg, kredsede

hans tanker om, hvordan han kunne finde en nådig gud. For

hvordan kunne Gud på én gang være nådig og retfærdig? Hvis

Gud var retfærdig, burde alle mennesker dømmes til helvedes

flammer, for ingen formår at overholde Guds lov. Men under

læsning af Romerbrevet opdagede Luther, at Guds retfærdighed

er helt forskellig fra, hvad mennesker kalder retfærdighed.

Det er ikke en streng og dømmende retfærdighed, men en

nådens retfærdighed, som Gud skænker mennesker gratis, hvis

de tror på, at Kristus har frelst dem.

Hvis mennesker selv skulle gøre sig fortjent til at komme i

himlen, skulle de være lige så perfekte som Jesus. Det er der

ingen, der er. Til gengæld behøver vi heller ikke være det, mener

Luther, for Jesus har overholdt loven for os alle sammen ved at

gå i døden på korset. Derfor regner Gud os for at være retfærdige,

selvom vi ikke har fortjent det. Med andre ord: Jesus tog

vores skyld på sig, og derfor behøver vi ikke længere bære den.

At tro på Jesus Kristus betyder for Luther ikke blot at anerkende,

at Jesus eksisterer, eller at han er Guds søn. “Tro er en

levende, dristig tillid til Guds nåde”, skriver han. Når Luther

siger, at man skal tro på Kristus, mener han med andre ord, at

man skal have tillid til ham. Man skal stole trygt på, at man er

omfattet af Guds tilgivende kærlighed uden videre.

Luther mente, at når man mærkede den frihed, der kommer

af at vide, at man er elsket og tilgivet af Gud, så fulgte de gode

gerninger helt af sig selv. “Gode gerninger gør ikke en mand

god. En god mand gør gode gerninger”, skriver han.

Luther mente, at Bibelen alene burde være rettesnor for

troen. Derfor skulle alle mennesker have adgang til at læse - og

fortolke – Bibelen på deres modersmål.

Bibelen - dens autoritet og dens sprog

Da Luther i 1521 måtte forsvare sig på Rigsdagen i Worms, sag-

de han, at han ikke ville tilbagekalde sine påstande, medmindre

man kunne bevise, at Bibelen var imod ham. Han mente nemlig,

at Bibelen alene burde være rettesnor for troen. Middelalderens

katolske kirke havde derimod ophøjet paven og visse

teologer fra oldkirkens tid til autoriteter på linje med Bibelen.

Luther ønskede, at alle mennesker skulle lære Bibelen at kende.

Også dem, der ikke forstod latin eller græsk og hebraisk.

Derfor oversatte han selv hele Bibelen til tysk. Men at Luther

tillagde Bibelen stor autoritet betyder dog ikke, at han var

bibelfundamentalist i betydningen bogstav-tro. Han mente, at

der var forskel på, hvor gode de bibelske skrifter var, og at man

skulle bedømme de enkelte skrifter på, hvor godt de driver på

Kristus, dvs. stemmer overens med kernen i Jesu forkyndelse.

Der findes med andre ord skrifter, der er centrale, og skrifter,

der ikke er centrale. Luther brød sig fx ikke meget om Jakobs

Brev, som han kaldte et stråbrev. Han tog afstand til dette skrift,

fordi han mente, at det lægger for stor vægt på vigtigheden af

at gøre gode gerninger. Paulus’ brev til Romerne anså Luther til

gengæld for at være det vigtigste skrift i Det nye Testamente.

Det var ved læsning af netop Romerbrevet, det var gået op for

Luther, at mennesker bliver frelst ved tro på Kristus, og ikke

ved at gøre gode gerninger. Han mente, at hele Bibelens kerne

kom til udtryk i dette skrift. Man kan sige, at Romerbrevet for

Luther var som en suppeterning, hvor Bibelens væsentligste

budskab var koncentreret.

To slags magt

Luther ønskede ikke at bruge evangeliet til at omstyrte samfundet.

Han skelnede nemlig mellem, hvad han kaldte det åndelige

og det verdslige styre og mente, at der burde være en deling af

magten mellem kirken og samfundet. Kirken skulle kun tage sig

af religiøse spørgsmål og ikke blande sig i politik. Luther mente,

at kirken skulle tage sig af religiøse spørgsmål, men blande sig

udenom de politiske.

Denne lutherske sondring er moderne. Den har lagt grunden

til nyere tids tolerante stat og til religionsfriheden. Men

dengang var det et kontroversielt synspunkt, bl.a. fordi det

placerede en bombe under pavekirkens verdslige herredømme.

Men Luther mente, at også statsmagten var indsat af Gud

for at hindre vold og lovløshed. Han nærede ingen drømme om

en fuldkommen verden, som kunne regeres med evangelium

og næstekærlighed. Tværtimod mente han, at ondskaben kun

kunne holdes nede med magt. Derfor skulle statsmagten føre

“et sværd, ikke en rævehale”, og den skulle bruge dette “sværd”

med god samvittighed.

Hvis fyrsten svigtede sin opgave, fandt Luther, at det kunne

være prædikantens opgave at vise ham til rette. Men selv en

dårlig fyrste var dog indsat af Gud. Derfor mente Luther ikke,

at undersåtterne havde ret til at gøre oprør, og i særlig grad

ikke religiøst motiveret oprør. Hans skarpe modstand imod

bondeoprøret i 1524-25 skal ses i dette lys.

Alle er præster

I middelalderen var både kirken og samfundet strengt hierarkisk

opbygget. Jo højere, man var placeret i hierarkiet, des

større magt havde man. Og i den kirkelige pyramide handlede

det både om politisk magt og om magten over sjælenes frelse.

Paven var øverst, dernæst kom kardinaler og biskopper, under

dem var præsterne placeret, og allernederst kom lægfolket,

som var de fleste, men havde mindst magt.

Luther vendte denne pyramide på hovedet. “Enhver, som er

krøbet ud af dåben, er lige meget præst og biskop”, sagde

han. Alle er med andre ord præster. Dette kaldes for “det

almindelige præstedømme”. Inden for den lutherske kirke er

det derfor menigheden, der har den største magt. En luthersk

menighed vælger sin egen præst og bestemmer selv i vid udstrækning

over den lokale kirke. Folkekirken er fx ikke opbygget

hierarkisk, men har en flad struktur, hvor menighed og præst

er ligeværdige.

At alle er præster vil også sige, at alle er lige nær ved Gud. I

middelalderens kirke mente man, at en ordineret præst i kraft

af sit embede indtog en rolle som formidler mellem Gud og

den enkelte kristne. Sådan en formidler mente Luther ikke,

at de kristne behøvede. De var selv præster og kunne derfor

henvende sig direkte til Kristus uden mellemmænd. Ved siden

af det almindelige præstedømme opererede Luther også med

et særligt præsteembede. For Luther var en ordineret præst

dog ikke en særlig hellig mand, der indtog en formidlende

rolle mellem mennesker og Gud. De ordinerede præster var

derimod udvalgt og kaldet til at forkynde evangeliet og uddele

sakramenterne. Deres særlige status bestod i, at de var tjenere

for resten af menigheden.

Modersmålet

For at komme til tro skulle man høre Guds Ord. Derfor var

det en hjertesag for Martin Luther da han i 1521-34 oversatte

hele Bibelen til tysk. Nu fik enhver, der kunne læse, adgang til

selv at studere – og fortolke – de bibelske skrifter. Takket være

bogtrykkerkunsten udkom Luthers Bibel i store oplag, og den

vandt stor udbredelse både i og uden for Tyskland.

Også gudstjenesten foregik dengang på latin, men fra omkring

1523 begyndte man mange steder i Tyskland at prædike på

tysk. Det var selvfølgelig helt i Luthers ånd. Han mente, at det

vigtigste i gudstjenesten var dåben, nadveren og prædikenen,

og derfor var det afgørende, at disse ting foregik på et sprog,

som menigheden forstod. Alligevel var Luther relativt længe

om at indføre tysksprogede gudstjenester. Dels ønskede han at

gå langsomt frem, så folk kunne vænne sig til den nye gudstjenesteform.

Dels fandt han, at den gregorianske sang, som blev

brugt ved den latinske messe, var uegnet til menighedsbrug.

Derfor ventede han, til der var skrevet salmer på tysk med nye,

mere menighedsvenlige melodier. Luther skrev selv 36 salmer,

bl.a. Vor Gud, han er så fast en borg (DDS: 336) og Nu fryde sig

hver kristen mand (DDS: 487).

I 1526 udgav Luther i samarbejde med komponisten Johann

Walter en tysksproget gudstjenesteordning, Deutsche Messe,

som er bevaret stort set uændret i den tyske evangeliske kirke

indtil i dag. Den har desuden leveret tydelig inspiration til den

højmesseordning, som vi bruger i folkekirken i dag.

PRÆDIKEN OG TALE TIL KONFIRMANDERNE(2017)

 

Kære konfirmander, kære forældre, sø-

skende, familie og venner til de her (8 – 7 – 10

- 9) skønne unge mennesker!

Så skete det endeligt. Det, som I har ventet på

i månedsvis. Lige om lidt bliver I konfirmerede.

Det har det været en helt særlig fornø-

jelse at lære jeres årgang at kende. I har været

et superhold, det bedste jeg har haft. Ikke

fordi I har været specielt gode til det ene eller

det andet, selvom det har I nu også været.

Men fordi I har været så søde. Både ved hinanden

og ved mig. Alle mine ideer har I taget

godt imod. Hvis jeg har fundet på noget, der

var for mærkeligt, har I sagt at det var for

mærkeligt – og så har I gjort det alligevel. I

har bidraget til – og været optaget af vores

samtaler… så jeg har glædet mig til hver eneste

gang, I skulle komme. Så I skal have en

stor tak fra mig.

Også fordi I har i løbet af året givet mig SÅ

mange gode oplevelser. Vi har mødtes alle de

onsdage morgener. I har i Etisk Råds etikspil

skullet prioritere, hvem I ville give et hjerte

til, og hvem I ville lade dø, Vi sluttede efter-

året af med en skøn tur til København og fik

en kæmpeoplevelse i Kolding, da Århus Efterskole

lavede kyndelmisse for os. Kan I huske

det? Vi mødtes også med Bredsten konfirmanderne

en morgen, da vi fik besøg af de to

unge piger fra konfirmandaktion, som fortalte

om at være ung kristen i Sierra Leone og

vi har været på tur til Haderslev domkirke og

kolding. Det satte mange tanker i gang, båder

da vi var omkring krematoriet i Kolding, hvor

vi så, hvordan vore kære døde bliver kremeret

og da vi på hjemturen så, hvordan de allersvageste

i vores samfund blvier hjulpet i

Kirkens korshærs varmestue og fikserum.

Men det er kun alt det ydre. For alt sammen

er det foregået i lyset af alle samtaler om,

hvad kristendommen handler om. samtaler

som I – langt de fleste dage – har været optaget

af og bidraget til… og ikke mindst provoikerede

af. I har foretaget den nødvendige

rejse, hvor man gør op med sin barnetro for i

stedet at blive mere moden i sin tro. Hvor

blev I dog provokerede over at score 0 point i

quizzen omkring jul… fordi vi arbejde med

hvor ster en del af vores tro, der er bygget op

omkring traditioner, som der faktisk ikke er

belæg for i bibelen. Og man må opgive den

naivie tro, før man kan få en mere moden.

Men hvor har jeg dog også set mange gange

på det sidste, at I har arbejdet modent og kvalificeret

med jeres tro – Det er virkeligt flot!

Jeg har, som I ved, lagt en gave til jer på

stplene. Måske bliver I skuffedede er hverken

lige så dyre eller seje, som mange af de gaver,

I sikkert får i eftermiddag. De er faktisk slet

ingen penge værd, og de ser ikke ud af noget.

Faktisk har I måske svært ved at se, at det

skulle være en gave. Men her i kirken er tingene

ikke altid ligesom ude i resten af verden.

Herinde får vi nemlig at vide, at det, der ikke

ser ud af noget, det har alligevel en værdi.

Til dem af jer, der endnu ikke har opdaget,

hvad der lå på stolene, kan jeg afsløre, at De

er ca. 900 millioner år gamle. Og de er alle

sammen gravet op af jorden i præstegården.

Og nu har I sikkert gættet det. For jeg har

selvfølgligt gået rundt i haven og tænkt på jer

og fundet en sten til hver af jer.

Og det har jeg, fordi det i gamle dage i Japan

var svært for folk at sende breve. Der var ikke

mange, der kunne skrive ret meget, for japansk

består af tusindvis af tegn Kanji, hedder

de. Tit kunne de kun nogle få tegn. F.eks.

tegnet for ko, mad, hus – eller måske slik, hvis

man var i jeres alder - og sådan noget. Men de

kunne også nogle bestemte tegn om følelser:

Glæde. Sorg. Kærlighed. Trist… og sådan nogen

tegn.

Og når der så skete noget, som man gerne

ville fortælle sine venner om – fe.eks. hvis

man havde kysset med den smukkeste pige i

landsbyen – så gik man ned til floden og fandt

en sten, som man synes lignede den følelse,

som man fik af det, der var sket. Nogle gange

skrev man også et enkelt af de få tegn, man

kunne, på stenen. I det tilfælde med kysset

skrev man måske kærlighed.

Og så sendte man stenen til familie eller en

ven for at fortælle om det. Så gik han ned til

floden og dyppede den i vandet, så alle dens

farver trådte frem – det kender I godt ikke? –

at stenene bliver flottere af at blive dyppet i

vand. At deres sande farver og mønstre træ-

der frem, når de bliver dyppet. Og så talte stenen

til ham uden at sige et ord, for så kunne

han se på stenen, hvilket humør afsenderen

var i. Og det var meget vigtigere end alle ordene.

Og de sten gemte man, så man altid

kunne gøre dem våde og se de kærlige minder

som de venner eller den familie, som man

ikke så så tit, havde sendt til en.

Det er sådan en sten, der er min gave til jer.

En til hver af jer, med de få ord på, som jeg

gerne vil give jer alle sammen med på jeres

videre vej frem, nemlig (konfirmand siger ordene

”jeg tror på dig”.)

Nogle af stenene er runde, nogle er mere kantede,

nogle rødlige, andre grå. Men de er alle

et billede på det, der er sket med jer, da I blev

døbt, og som nu er blevet gentaget i dag. Dengang

fik i også rislet tre håndfulde vand hen

over jeres bittesmå hoveder, så jeres sande

farver rigtigt kunne træde frem. Det kan godt

være, at I også i dag bliver lidt matte ind imellem,

ligesom stenen når den tørrer ud. Men i

dåben får vi at vide, at uanset hvor meget

skidt og snavs, vi får på os i vores liv, så ser

Gud os som smukke og unikke. Uanset hvad,

så fik i dengang lov til at blive et kærligt Guds

barn, der trygt og frimodigt kan gå en tilvæ-

relse i møde… fordi Gud er med jer hver dag

som en god ven, I altid kan vende jer til for at

få et godt råd – det er bare at lukke øjnene og

folde hænderne… men også som en kærlig

far – der passer på jer og altid vil jer det godt

– nøjagtig sådan som jeres biologiske far vil

det.

Så hvis I nogle gange mærker, at andre ikke

værdsætter jer, eller hvis I selv kommer i tvivl

om jer selv og jeres værdi – og det kommer vi

alle ind imellem – er det mit håb, at I vil finde

stenene frem og gå ud til vandhanen og gøre

den våde, og lade dem tale til jer – ja de vil

råbe til jer, som der stod i teksten, jeg læste

lige før - så I kan se de sande farver træder

frem. For det kan minde jer om, at Gud tror

på jer – Altid - , og at han altid kan kalde jeres

sande farver frem. Også når I ikke selv tror på

dem! Han vil stå sammen med jer og konfrontere

selv de sværeste ting i jeres liv!

Sådan en ven burde alle have. En der står

sammen med en, når tilværelsen rigtigt brænder,

og måske endda brænder sammen. Og

det er sådan en ven, som Ed Sheeran synger

om i et af de hits, som I lytter til lige nu, nemlig

sangen I see fire, som vi skal høre nu, inden

jeg gør min tale færdig.

SOLO: I see fire

Og så til jer forældre, familie og venner til Skibets

lækreste konfirmander! Tak for lån af jeres

dejlige unger! Om lidt står alle konfirmander

ved alteret og siger ja til, at de gerne vil

tage imod Guds kærlighed... og ja til, snart at

vrisse sig fri af jeres jerngreb. Så nu vil jeg

gerne spørge jer: Vi I love at være medvirkende

til – så godt, som I nu kan – at konfirmanderne

mærker, at de er noget værd? Sjask

alt det vand på den skønne ædelsten, som I

har fået, så alle deres sande farver lyser. Særligt

når de ser lidt matte ud. Hjælp dem til at

mærke, at de er elskede, også når de i jeres

øjne er aldeles urimelige? Og det betyder jo

ikke, at I altid at give dem ret i deres krav, og

føjer deres ønsker, men vil I love, at I efter

bedste evne lader dem mærke, at de er noget

værd?

Sig Ja

 

Men alt det her det betyder jo på den anden

side ikke, at I, komfirmander, nu bare skal

være jer selv og tro på jer selv.

Jeg forstår godt, hvad I mener, når I siger, at

man skal være sig selv, for hvor kan vi alle

sammen let komme til at lave os selv om,

fordi vi tror, vi skal være på én bestemt måde,

for at blive accepteret og være populær.

Men lad mig alligevel problematisere det en

lille smule. Prøv at forestil dig, at du skal give

en dreng lov til at være sig selv, som du ved

er en hidsigprop, der altid skælder ud på fodboldbanen

eller kommer op at slås med sine

kammerater: Du skal da bare være dig selv.

Eller til hende, der altid sladrer bag om ryggen

om de andre piger i klassen: Du skal bare

være dig selv. Skræmmende.

Tænk hvis jeg en dag finder mig selv og opdager,

jeg er en led stodder, ingen kan holde

ud at være sammen med, og som ingen har

gidet at sige det til.

Vil det bedste råd så ikke være at skynde sig

at prøve at blive en anden og få et bedre selv.

Jeg spørger bare: Er det ikke bedre at være et

ordentligt menneske end bare altid at være

sig selv?

For når I i dag bliver velsignet, så er det Guds

tegn på, at I er elsket – elsket som dem i er

med styrker og svagheder, sådan som vi alle

har styrker og svagheder. Men han elsker jer

særligt højt, når I gider gøre jer lidt umage

med at finde ud af, hvem I virkeligt er, hvordan

den bedste udgave af netop jer er, for

Hans højeste glæde, det Han elsker allermest

er at se jer gro! At rejse jer selvom I har skrabt

knæene eller sige undskyld, når I fik gjort noget

grimt.

Og det er jo netop kernen i den kristne tro, at

Jesus Kristus kommer til verden og lever og

dør og opstår for sådan nogen uperfekte nogen

som os, og at Gud elsker os, selvom han

med garanti nogen gange kunne ønske, at vi

var knap så meget os selv og tænkte knap så

meget på os selv.

Jesus kommer for at vise os, at Gud vil et fællesskab,

hvor Gud deler både og glæden livet

i hele tilværelses skønne mangfoldighed, men

også skylden og sorgen og fejlene, vi mange

gange godt kunne trænge til at være nogen

andre end os selv.

Så kære konfirmander, til lykke med konfirmationen

til lykke med den lykke og velsignelse,

der ligger I, at I må vide jer elsket – vide

jer under Guds vinger, lige meget hvad der

sker.

Kort sagt: Et kæmpe stort tillykke med jeres

første store mærkedag.

Må Guds kærlighed og fred være med jer i

dag og alle dage. Amen

 

Åbningstider

Kirkekontoret:.

Tirsdag, onsdag og torsdag

9.00-13.00

Kordegn: Marianne F. Hundtofte

Kordegnvikar

Erik Schønwaldt

75 88 15 09

Adresse:

Skibetvej 166

7100 Vejle

 

Tlf. 75 88 15 09

skibet.sogn@km.dk

 

CVR: 14797017

Copyright © All Rights Reserved