Præstens klumme

Her kan du løbende læse indlæg fra vores sognepræst, Ulrik Overgaard

 

Du kan også vælge at se nogle udvalgte TV udsendelser om tro og eksistens ved at klikke her.

Noget om herlighedsværdi

 

 

Igennem vinteren har min yngste dreng Jonathan og jeg jævnligt

set den lille rødhals på terrassen, når vi har lagt foder ud på

brættet til fuglene. Hvor er det herligt om vinteren at stå bag

stuevinduet og se fuglene vimse rundt ved foderbrættet og den

lille fugl med det karakteristiske røde bryst gemme sig forsigtigt

i hækken nedenfor. Måske gælder al denne herlighed i vintertide

også i kirken? Lytter vi til evangelisten Johannes, lyder det i hvert

fald igen og igen, at det er herligt, det med Jesus, og når man

kører forbi kirken en aften i vintermånederne, lyser den så kønt

op i mørke - det er da herligt!

Men når der tales om herlighed hos Johannes, så dukker der

samtidigt en dyb alvor op. Man får ikke lov at blive i varmen

bag vinduet. Nej, Johannes sender os ud til fuglene ved foderbrættet.

Ud i virkelighedens verden. Ud i vinteren, hvor det for

fuglene handler mere om at holde sulten på afstand, om kamp

på liv og død, end om farverige fjerdragter. ”Timen er kommet,

hvor menneskesønnen skal herliggøres”. Sådan siger Jesus i Johannesevangeliet,

men kort efter lyder det: ”Det sagde han og

betegnede dermed, hvordan han skulle dø”. Hele herligheden

kan med andre ord pludseligt blive til dødelig alvor; det ser vi

også i Skibet. Bedst som vi trives allerbedst, slår stemningen

om. Som hos Brorson:

”Trange tider langsomt skrider,

Langsomt skrider. Det har den art.

Dagene længes, vinteren strenges,

Vinteren strenges. Og det er svart.” (DDS nr. 557)

Det er ikke bare ord om vinteren. Det er ord om mennesket i

vinteren – ude på den anden side af stuevinduet. Derude hvor

skæbnens spurvehøg pludselig kommer lydløst glidende hen

over hækken.

Også jeg er kun her på træk

Ingen dansk digter kender den side af tilværelsen så godt som

Steen S. Blicher. Blicher vidste alt om trange tider, og det sniger

sig ind som en særegen melankoli i hans salmer:

”Sig nærmer tiden, da jeg må væk

jeg hører Vinterens Stemme;

thi også jeg er kun her paa Træk,

og haver andetsteds hjemme.”

Og det er en side af menneskelivet, vi ikke kan se bort fra. Det,

at vi set i det store perspektiv jo nærmest bare er på træk her

i verden. Og undervejs bider vinterkulden fra sig. Blicher fortsætter

ærligt:

”Jeg skulde sjunget lidt meer maaskee –

maaskee vel ogsaa lidt bedre.

Men mørke Dage jeg maatte see,

og Storme rev mine Fjædre.”

Mange af os vil sikkert også stå sådan en dag. For enden af vores

livsbane med ordene: Jeg skulde sjunget lidt mer’ måske, måske

vel også lidt bedre. Ind imellem får kulden for meget magt, fordi

vi ikke synger godt nok med på de ord, som spreder varme. Så

river livets storme i vore fjer.

Det varme hjerte

Jesus kender kuldens sted. ”Min sjæl er i oprør”, siger han midt

i snakken om herlighed og fortsætter, ”… hvad skal jeg sige?

Fader, frels mig fra denne time?” Også Jesus hører vinterens

stemme og ved, at han skal væk. At han hører andetsteds hjemme.

Men det er just her, herligheden ligger gemt. For nok hørte

Jesus andetsteds hjemme – nok var han Guds Søn – men ikke

desto mindre stod han last og brast med vores verden til det

sidste. Og derfor lyder hans eget svar på spørgsmålet, om han

vil frelses fra døden: ”Det er fuldbragt” – eller sagt på nudansk

”Nej, det er derfor, jeg er nået her til!”. Jesus gemmer sig ikke

på bekvem afstand bag vinduet. Han nøjes ikke med at se på,

når nogen skal dø. Han går ud i en vinterkold verden med sin

kærlighed og tager korset på sig. Ud midt blandt verdens høge

med noget så dyrebart som et varmt hjerte for dig og mig.

 

Lige glad nu og da

Derfor er hverdagens herlighed et udtryk for Guds kærlighed.

Og derfor har den også hjemme i livets alvor. Det er der en

tryghed i, og det vidste selvsamme Blicher:

”Jeg vidste længe, jeg skal herfra;

Det Hjærtet ikke betynger

Og derfor lige glad nu og da

Paa Gjennemreisen jeg synger.”

Lige glad, skriver Blicher. Det betyder ikke ligeglad, men ”med

samme glæde”. Blicher synger med samme glæde både nu

midt i livet og da – når det hele ender. For nok kender Blicher

livets kolde vinterstorme, men han har mærket Guds varme

midt i kulden.

Det er som med foderbrættets lille spinkle gæst, rødhalsen.

Den er noget så usædvanligt som en fugl, der synger midt om

vinteren.

 

Kærlighedens rødhals

Selma Lagerlöf har skrevet en lille historie om, hvordan rødhalsen

fik sit røde bryst. Egentlig var den en undseelig lille grå

fugl, skriver hun. Der var ikke noget særligt ved den. Men en

dag så den tre mænd blive korsfæstet uden for Jerusalems

bymure. En af dem havde fået en tornekrone presset hårdt ned

over hovedet. Rødkælken fløj tættere på og opdagede, at enlang torn havde trængt sig ind i mandens pande. Da greb den

om tornen med sit næb og trak til. Tornen gled ud og med den

en blodsdråbe, der landede på fuglens bryst. Blodet farvede

fjerene røde. Det har de været lige siden. Kristi blod kan også

farve vores bryst. Indvendigt. Derinde, hvor hjertet sidder.

Det herlige ved gå til alters er, at her møder vi en kærlighed så

stærk, at den tåler dødens tornekrone. Den kærlighed får vi lov

at smage, og pludselig opdager vi måske, hvor herligt det er at

være en kærlighedens rødhals.

Med tilladelse forkortet og frit gengivet efter Erik Kelstrup – UO

PRÆDIKEN OG TALE TIL KONFIRMANDERNE(2017)

 

Kære konfirmander, kære forældre, sø-

skende, familie og venner til de her (8 – 7 – 10

- 9) skønne unge mennesker!

Så skete det endeligt. Det, som I har ventet på

i månedsvis. Lige om lidt bliver I konfirmerede.

Det har det været en helt særlig fornø-

jelse at lære jeres årgang at kende. I har været

et superhold, det bedste jeg har haft. Ikke

fordi I har været specielt gode til det ene eller

det andet, selvom det har I nu også været.

Men fordi I har været så søde. Både ved hinanden

og ved mig. Alle mine ideer har I taget

godt imod. Hvis jeg har fundet på noget, der

var for mærkeligt, har I sagt at det var for

mærkeligt – og så har I gjort det alligevel. I

har bidraget til – og været optaget af vores

samtaler… så jeg har glædet mig til hver eneste

gang, I skulle komme. Så I skal have en

stor tak fra mig.

Også fordi I har i løbet af året givet mig SÅ

mange gode oplevelser. Vi har mødtes alle de

onsdage morgener. I har i Etisk Råds etikspil

skullet prioritere, hvem I ville give et hjerte

til, og hvem I ville lade dø, Vi sluttede efter-

året af med en skøn tur til København og fik

en kæmpeoplevelse i Kolding, da Århus Efterskole

lavede kyndelmisse for os. Kan I huske

det? Vi mødtes også med Bredsten konfirmanderne

en morgen, da vi fik besøg af de to

unge piger fra konfirmandaktion, som fortalte

om at være ung kristen i Sierra Leone og

vi har været på tur til Haderslev domkirke og

kolding. Det satte mange tanker i gang, båder

da vi var omkring krematoriet i Kolding, hvor

vi så, hvordan vore kære døde bliver kremeret

og da vi på hjemturen så, hvordan de allersvageste

i vores samfund blvier hjulpet i

Kirkens korshærs varmestue og fikserum.

Men det er kun alt det ydre. For alt sammen

er det foregået i lyset af alle samtaler om,

hvad kristendommen handler om. samtaler

som I – langt de fleste dage – har været optaget

af og bidraget til… og ikke mindst provoikerede

af. I har foretaget den nødvendige

rejse, hvor man gør op med sin barnetro for i

stedet at blive mere moden i sin tro. Hvor

blev I dog provokerede over at score 0 point i

quizzen omkring jul… fordi vi arbejde med

hvor ster en del af vores tro, der er bygget op

omkring traditioner, som der faktisk ikke er

belæg for i bibelen. Og man må opgive den

naivie tro, før man kan få en mere moden.

Men hvor har jeg dog også set mange gange

på det sidste, at I har arbejdet modent og kvalificeret

med jeres tro – Det er virkeligt flot!

Jeg har, som I ved, lagt en gave til jer på

stplene. Måske bliver I skuffedede er hverken

lige så dyre eller seje, som mange af de gaver,

I sikkert får i eftermiddag. De er faktisk slet

ingen penge værd, og de ser ikke ud af noget.

Faktisk har I måske svært ved at se, at det

skulle være en gave. Men her i kirken er tingene

ikke altid ligesom ude i resten af verden.

Herinde får vi nemlig at vide, at det, der ikke

ser ud af noget, det har alligevel en værdi.

Til dem af jer, der endnu ikke har opdaget,

hvad der lå på stolene, kan jeg afsløre, at De

er ca. 900 millioner år gamle. Og de er alle

sammen gravet op af jorden i præstegården.

Og nu har I sikkert gættet det. For jeg har

selvfølgligt gået rundt i haven og tænkt på jer

og fundet en sten til hver af jer.

Og det har jeg, fordi det i gamle dage i Japan

var svært for folk at sende breve. Der var ikke

mange, der kunne skrive ret meget, for japansk

består af tusindvis af tegn Kanji, hedder

de. Tit kunne de kun nogle få tegn. F.eks.

tegnet for ko, mad, hus – eller måske slik, hvis

man var i jeres alder - og sådan noget. Men de

kunne også nogle bestemte tegn om følelser:

Glæde. Sorg. Kærlighed. Trist… og sådan nogen

tegn.

Og når der så skete noget, som man gerne

ville fortælle sine venner om – fe.eks. hvis

man havde kysset med den smukkeste pige i

landsbyen – så gik man ned til floden og fandt

en sten, som man synes lignede den følelse,

som man fik af det, der var sket. Nogle gange

skrev man også et enkelt af de få tegn, man

kunne, på stenen. I det tilfælde med kysset

skrev man måske kærlighed.

Og så sendte man stenen til familie eller en

ven for at fortælle om det. Så gik han ned til

floden og dyppede den i vandet, så alle dens

farver trådte frem – det kender I godt ikke? –

at stenene bliver flottere af at blive dyppet i

vand. At deres sande farver og mønstre træ-

der frem, når de bliver dyppet. Og så talte stenen

til ham uden at sige et ord, for så kunne

han se på stenen, hvilket humør afsenderen

var i. Og det var meget vigtigere end alle ordene.

Og de sten gemte man, så man altid

kunne gøre dem våde og se de kærlige minder

som de venner eller den familie, som man

ikke så så tit, havde sendt til en.

Det er sådan en sten, der er min gave til jer.

En til hver af jer, med de få ord på, som jeg

gerne vil give jer alle sammen med på jeres

videre vej frem, nemlig (konfirmand siger ordene

”jeg tror på dig”.)

Nogle af stenene er runde, nogle er mere kantede,

nogle rødlige, andre grå. Men de er alle

et billede på det, der er sket med jer, da I blev

døbt, og som nu er blevet gentaget i dag. Dengang

fik i også rislet tre håndfulde vand hen

over jeres bittesmå hoveder, så jeres sande

farver rigtigt kunne træde frem. Det kan godt

være, at I også i dag bliver lidt matte ind imellem,

ligesom stenen når den tørrer ud. Men i

dåben får vi at vide, at uanset hvor meget

skidt og snavs, vi får på os i vores liv, så ser

Gud os som smukke og unikke. Uanset hvad,

så fik i dengang lov til at blive et kærligt Guds

barn, der trygt og frimodigt kan gå en tilvæ-

relse i møde… fordi Gud er med jer hver dag

som en god ven, I altid kan vende jer til for at

få et godt råd – det er bare at lukke øjnene og

folde hænderne… men også som en kærlig

far – der passer på jer og altid vil jer det godt

– nøjagtig sådan som jeres biologiske far vil

det.

Så hvis I nogle gange mærker, at andre ikke

værdsætter jer, eller hvis I selv kommer i tvivl

om jer selv og jeres værdi – og det kommer vi

alle ind imellem – er det mit håb, at I vil finde

stenene frem og gå ud til vandhanen og gøre

den våde, og lade dem tale til jer – ja de vil

råbe til jer, som der stod i teksten, jeg læste

lige før - så I kan se de sande farver træder

frem. For det kan minde jer om, at Gud tror

på jer – Altid - , og at han altid kan kalde jeres

sande farver frem. Også når I ikke selv tror på

dem! Han vil stå sammen med jer og konfrontere

selv de sværeste ting i jeres liv!

Sådan en ven burde alle have. En der står

sammen med en, når tilværelsen rigtigt brænder,

og måske endda brænder sammen. Og

det er sådan en ven, som Ed Sheeran synger

om i et af de hits, som I lytter til lige nu, nemlig

sangen I see fire, som vi skal høre nu, inden

jeg gør min tale færdig.

SOLO: I see fire

Og så til jer forældre, familie og venner til Skibets

lækreste konfirmander! Tak for lån af jeres

dejlige unger! Om lidt står alle konfirmander

ved alteret og siger ja til, at de gerne vil

tage imod Guds kærlighed... og ja til, snart at

vrisse sig fri af jeres jerngreb. Så nu vil jeg

gerne spørge jer: Vi I love at være medvirkende

til – så godt, som I nu kan – at konfirmanderne

mærker, at de er noget værd? Sjask

alt det vand på den skønne ædelsten, som I

har fået, så alle deres sande farver lyser. Særligt

når de ser lidt matte ud. Hjælp dem til at

mærke, at de er elskede, også når de i jeres

øjne er aldeles urimelige? Og det betyder jo

ikke, at I altid at give dem ret i deres krav, og

føjer deres ønsker, men vil I love, at I efter

bedste evne lader dem mærke, at de er noget

værd?

Sig Ja

 

Men alt det her det betyder jo på den anden

side ikke, at I, komfirmander, nu bare skal

være jer selv og tro på jer selv.

Jeg forstår godt, hvad I mener, når I siger, at

man skal være sig selv, for hvor kan vi alle

sammen let komme til at lave os selv om,

fordi vi tror, vi skal være på én bestemt måde,

for at blive accepteret og være populær.

Men lad mig alligevel problematisere det en

lille smule. Prøv at forestil dig, at du skal give

en dreng lov til at være sig selv, som du ved

er en hidsigprop, der altid skælder ud på fodboldbanen

eller kommer op at slås med sine

kammerater: Du skal da bare være dig selv.

Eller til hende, der altid sladrer bag om ryggen

om de andre piger i klassen: Du skal bare

være dig selv. Skræmmende.

Tænk hvis jeg en dag finder mig selv og opdager,

jeg er en led stodder, ingen kan holde

ud at være sammen med, og som ingen har

gidet at sige det til.

Vil det bedste råd så ikke være at skynde sig

at prøve at blive en anden og få et bedre selv.

Jeg spørger bare: Er det ikke bedre at være et

ordentligt menneske end bare altid at være

sig selv?

For når I i dag bliver velsignet, så er det Guds

tegn på, at I er elsket – elsket som dem i er

med styrker og svagheder, sådan som vi alle

har styrker og svagheder. Men han elsker jer

særligt højt, når I gider gøre jer lidt umage

med at finde ud af, hvem I virkeligt er, hvordan

den bedste udgave af netop jer er, for

Hans højeste glæde, det Han elsker allermest

er at se jer gro! At rejse jer selvom I har skrabt

knæene eller sige undskyld, når I fik gjort noget

grimt.

Og det er jo netop kernen i den kristne tro, at

Jesus Kristus kommer til verden og lever og

dør og opstår for sådan nogen uperfekte nogen

som os, og at Gud elsker os, selvom han

med garanti nogen gange kunne ønske, at vi

var knap så meget os selv og tænkte knap så

meget på os selv.

Jesus kommer for at vise os, at Gud vil et fællesskab,

hvor Gud deler både og glæden livet

i hele tilværelses skønne mangfoldighed, men

også skylden og sorgen og fejlene, vi mange

gange godt kunne trænge til at være nogen

andre end os selv.

Så kære konfirmander, til lykke med konfirmationen

til lykke med den lykke og velsignelse,

der ligger I, at I må vide jer elsket – vide

jer under Guds vinger, lige meget hvad der

sker.

Kort sagt: Et kæmpe stort tillykke med jeres

første store mærkedag.

Må Guds kærlighed og fred være med jer i

dag og alle dage. Amen

 

Åbningstider

Kirkekontoret:.

Onsdag, torsdag og fredag

10.00-12.00

Kordegn: Marianne F. Hundtofte

Kordegnvikar

Erik Schønwaldt

75 88 15 09

Adresse:

Skibetvej 166

7100 Vejle

 

Tlf. 75 88 15 09

skibet.sogn@km.dk

 

CVR: 14797017

Copyright © All Rights Reserved